Lørdag i den niogtyvende uge i det almindelige kirkeår

Vi kender alle den fornemmelse af at stå ved et vindue og se en have, der venter på forandring. Måske har du selv stået der, mens efterårets første kulde bider, og kigget ud på et træ, der står nøgent og virker tomt. For de fleste af os er det bare et træ, en del af landskabet, noget der er der, eller noget der er visnet. Men i dagens evangelium møder vi en gartner, der ser noget helt andet. Han ser ikke bare det, der mangler – de manglende frugter, de tre år med skuffelse, den trætte jord. Han ser potentialet. Han ser det, som træet endnu kan blive. Han ser en fremtid, der endnu ikke er foldet ud.

Benjamin Vo var en dreng, der forstod dette sprog af vækst og potentiale. Han var ikke en, der lod sig begrænse af det, der var lige foran ham. Når han sad ved sit elektroniske trommesæt, var det ikke bare lyde, han frembragte; det var en rytme, en forbindelse, en måde at skabe harmoni på sammen med sin lillebror, Ryan. De to, der sad der sammen, skulder mod skulder, i deres sommerlige tank tops – det var et billede på det, Paulus beskriver i dag: 'at hele legemet, sammenføjet og holdt sammen af alle de støttende led, bringer legemets vækst'. Benjamin var et sådant led. Han var en dreng, der forstod, at vi ikke er skabt til at stå alene, men til at være en del af noget, der er større. Hans nysgerrighed, hans evne til at dykke ned i komplekse systemer, hans drømme om 'Con Chim Airlines' – det var alt sammen udtryk for en sjæl, der altid rakte ud, altid søgte at bygge, altid søgte at forbinde.

Men lad os tale sandt om den smerte, vi bærer på, når vi ser tilbage på de fire måneder, der er gået siden juni. Verden kan føles som en have, hvor jorden er blevet hård og tør. Thao, Alan, Ryan – jeg ved, at sorgen nogle gange føles som en vægt, der gør det svært at trække vejret. I leder efter ham i de små ting: i de minder, der dukker op, når I ser en flyvemaskine på himlen, i de øjeblikke, hvor stilheden i huset bliver for høj. Og jeg vil sige dette til jer, og jeg vil have, at I lytter godt efter: Der er ingen fejl i jeres kærlighed. Der er intet, I har overset. Sygdom er aldrig en straf, og det er aldrig jeres skyld. Gud anklager jer ikke. Han ser ikke på jer med en dommers blik, men med en Faders øjne, der selv har mistet en Søn. I er frie fra den byrde, som skylden lægger på jer. I har elsket Benjamin med en renhed, som han mærkede hver eneste dag. I har intet at bebrejde jer selv. Nogle sorger kommer til verden uden varsel, uden logik, uden at nogen har gjort noget forkert. I er ikke til anklage. I er elsket. Og Benjamin, jeres kære dreng, han vidste det. Han mærkede det i hver en stund, I delte – fra de rejser, I tog sammen, til de helt almindelige stunder, hvor I bare sad sammen i sofaen.

I dagens evangelium spørger folk Jesus om de Galileere, hvis blod Pilat havde blandet med deres ofre. De spørger om skyld. De spørger om sammenhæng. De leder efter en logisk grund til lidelsen. Og hvad svarer Jesus? 'Mener I, at de var større syndere end alle andre? Nej, siger jeg jer.' Han skærer igennem den menneskelige trang til at placere skyld. Han fjerner den sten, der trykker så mange forældre: tanken om, at de måske har fejlet, eller at deres barn har lidt på grund af en uretfærdighed, de kunne have forhindret. Nej. Lidelse er ikke en ligning, vi kan løse. Det er et mysterium, vi må bære i tro. Og i det mysterium er der en gartner, der ikke vil give op. 'Sir, lad det stå et år endnu,' siger gartneren til ejeren. 'Jeg skal grave omkring det og give det gødning.' Det er Guds løfte til jer. Han graver omkring jeres hjerter, han løsner den hårde jord, han giver jer den næring, I behøver for at kunne bære det, der er sket. Han kaster jer ikke bort. Han har ikke opgivet jeres familie. Han dyrker jeres sorg, så den en dag kan bære frugt, som I endnu ikke kan forestille jer.

Paulus skriver til efeserne: 'Vi skal ikke længere være umodne, der kastes hid og did... men ved at tale sandt i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus.' At vokse op til Kristus betyder ikke, at vi bliver hårde eller følelsesløse. Det betyder, at vi lærer at hvile i sandheden, selv når sandheden gør ondt. Benjamin var en dreng, der talte sandt i kærlighed. Han var ikke bange for at være den, han var. Da han som tolvårig græd ved sin fars 40-års fødselsdag af frygt for at miste ham, var det ikke en svaghed; det var en dyb, sandfærdig kærlighed, der ikke kunne skjules. Det var en kærlighed, der var så ren, at den var gennemsigtig. Han var som et træ, der altid vendte sig mod lyset.

Ryan, din bror elskede dig så højt. I delte så meget – trommesættet, rejserne, de stille øjeblikke. Det bånd, I har, er ikke brudt af døden. Det er blot blevet usynligt for øjet, men det er stadig lige så virkeligt som før. Når du står over for nye udfordringer i skolen eller i livet, så husk, at din bror hepper på dig. Han er din heppekor fra den anden side. Du behøver ikke at være stærk for to. Du skal bare være dig selv, vide at du er elsket, præcis som du er. I er aldrig alene, for I er forbundet i den samme kærlighed, der holder Benjamin fast. Han er nu i det 'Banquet of Heaven', som vi alle længes efter. Han er fri for alt det, der begrænsede ham her på jorden. Han er nu som den fugl, han drømte om – fri til at flyve i den himmel, hvor der ikke er flere storme, ikke mere sygdom, og ikke flere spørgsmål uden svar.

Vi må ikke lade sorgen blive en mur, der spærrer os inde. Vi må lade den blive en dør, der åbner sig mod en større virkelighed. Gud har kaldt Benjamin ved navn. Han kendte ham, før han blev født, og han kender ham nu, hvor han hviler i hans fred. Benjamin er ikke gået bort fra os; han er blot gået ind i den anden del af Guds hus. Han er stadig en del af jeres familie. Han ser jer, når I kæmper, og han glæder sig med jer, når I finder små øjeblikke af lys. Han ser nu det, som vi kun kan ane gennem en tåget rude. Han ser, at hans liv var en gave, der har efterladt spor af lys i jeres hjerter, spor der aldrig vil blive slettet.

Nogle gange spørger vi: 'Hvorfor?' Vi leder efter en logisk forklaring, en fejl i koden, som vi kan rette. Men livet er ikke altid en logisk ligning. Nogle gange rammer sorgen som en uventet storm, der kommer ud af det blå, en hændelse, som intet menneske kunne have forudset eller forhindret. Det er ikke jeres skyld. Det er aldrig jeres skyld. I er ikke til anklage. I er elsket. Og Benjamin, jeres kære dreng, han vidste det. Han mærkede det i hver en stund, I delte – fra de rejser, I tog sammen, til de helt almindelige stunder, hvor I bare sad sammen i sofaen. Hans liv var en gave, der har efterladt spor af lys i jeres hjerter, spor der aldrig vil blive slettet.

Så hvad skal I bære med jer ud af døren i dag? Måske er det dette: At I ikke skal prøve at forstå det hele. I skal bare være. Find stilheden i jeres sorg. Lad Gud være den, der holder jer, når I ikke selv har kræfterne. Gør en lille ting i Bens navn i dag – et smil til en fremmed, en hjælpende hånd til en, der har brug for det, et øjebliks taknemmelighed for det liv, I delte. Det er sådan, vi holder hans minde levende. Det er sådan, vi lader lyset skinne i mørket. Benjamin Vo var en dreng, der altid var på vej, altid nysgerrig, altid med blikket rettet mod det, der var større. Han er nu nået frem til den destination, vi alle er på vej imod. Han venter på jer. Han ser jer. Han elsker jer. Og i den kærlighed, der aldrig forgår, er I aldrig, aldrig alene. Må I gå i fred, båret af det håb, der aldrig skuffer. Amen.