Den 27. søndag i det almindelige kirkeår

Vi kender alle det øjeblik, hvor vi står i en have, der har brug for omsorg. Måske er det en vildtvoksende hæk, der trænger til at blive klippet, eller en række vinstokke, der skal bindes op, hvis de skal bære frugt. I dagens læsning fra Esajas tegner profeten et billede af en ven, der har gjort alt for sin vingård. Han har gravet den, renset den for sten, plantet de bedste vinstokke og bygget et vagttårn. Han har investeret alt i dette stykke jord, fordi han elsker det. Men da høsttiden kommer, finder han kun vilde druer. Det er en fortælling om en smertefuld skuffelse, om en kærlighed, der har givet alt, men som mødes med noget, der ikke svarer til forventningen.

Benjamin Vo var en dreng, der forstod værdien af at dyrke noget med omhu. Han var ikke en dreng, der lod tingene passe sig selv. Tænk på den utrolige flid, han lagde i sin forståelse af teknologi, eller hvordan han med en næsten voksen seriøsitet satte sig ind i komplekse systemer. Han vidste, at for at noget skal vokse, skal man være til stede. Han vidste, at man skal give sig selv. Det var den samme dedikation, han viste i sit forhold til sin familie. Han var ikke bare en passiv iagttager af sit eget liv; han var en aktiv deltager i kærlighedens arbejde. Han var den, der altid sagde 'Godmorgen, far', som om hvert nyt døgn var en ny vinmark, der skulle dyrkes med venlighed.

Men lad os tale sandt om det, der gør ondt. Der er dage, hvor vi føler os som den vingård, profeten beskriver – overladt til sig selv, ramt af tørke, hvor murene er brudt ned. Når man står i sorgen over et tabt barn, kan verden føles som en ruin. Man spørger: 'Hvorfor blev murene brudt ned? Hvorfor fik vildnisset lov at tage over?' Det er en ærlig smerte. Det er en smerte, som mange af jer, der lytter med i dag, bærer på. Det er en vægt, der ikke bliver lettere af pæne ord eller hurtige forklaringer. Det er en sorg, der kræver plads.

Og her bryder evangeliet ind. Jesus fortæller lignelsen om vingården igen, men denne gang peger han på noget helt andet. Han taler om sønnen, der bliver sendt til vingården, og om hvordan han bliver afvist. Det er et billede på Guds egen Søn, Jesus Kristus, der blev forkastet af bygherrerne. Men Jesus stopper ikke ved afvisningen. Han siger: 'Den sten, som bygningsarbejderne vrakede, er blevet hovedhjørnesten.' Det er vendepunktet. Det, der blev knust, bliver fundamentet for noget nyt og evigt. Det, der blev vraget, bliver det, hele bygningen hviler på.

Benjamin var en dreng, der forstod, hvad det ville sige at give. Jeg tænker på den gang, han tilbød at give hele sin sparegris til sin onkel William, da han var syg. Han knuste den ikke, han tømte den ikke – han tilbød den. Det var en handling af ren, uforfalsket kærlighed. Det var et offer, der ikke handlede om beløbet, men om hjertets retning. Det er netop denne ånd, der nu lever videre i den brønd, der er bygget i hans navn i Vietnam. Det vand, der nu slukker tørsten hos andre, er et tegn på, at Benjamins liv ikke var forgæves. Han er som den hjørnesten, Jesus taler om – hans kærlighed er blevet en del af Guds evige fundament.

Thao, Alan, og kære Ryan, jeg ved, at de sidste tre måneder har været en vandring gennem et landskab, hvor I hver dag har måttet lære at leve i en ny virkelighed. Jeg ved, at der er stunder, hvor skylden sniger sig ind – tanken om, at man måske kunne have gjort mere, set mere, været mere. Lad mig sige det til jer så klart, jeg kan: I har intet at bebrejde jer selv. Sygdom er aldrig en straf, og det er aldrig jeres skyld. Gud anklager jer ikke for noget, og I må ikke anklage jer selv. Den sten af selvbebrejdelse, som I måske har båret i det skjulte, skal I lade ligge her ved altret i dag. I har elsket ham med en kærlighed, der spejler Faderens egen. I var de forældre, han havde brug for. Han vidste det. Han følte det i hvert et smil, i hver en historie, hans far fortalte, i hver en stund, hvor I bare var sammen. Han vidste, at han var elsket – uendeligt og betingelsesløst.

Ryan, din bror elskede dig så højt. Han var din storebror, din legekammerat, din ven. Han er ikke forsvundet fra dit liv; han er blot gået i forvejen. Når du ser et fly lette, så husk, at han er med dig. Han er din heppekor fra den anden side. Fortsæt med at være den, du er, for du bærer en del af hans lys i dig. Og til jer, Alan og Thao, husk at jeres kærlighed til ham er den motor, der holder hans minde levende. Benjamin var en dreng, der ville give alt, hvad han ejede, for at hjælpe sin onkel William. Det offer, givet i det skjulte, er essensen af, hvem han var. Det er den samme kærlighed, der nu flyder gennem den brønd, der er bygget i hans navn. Hans liv giver stadig liv til andre. Det er ikke slut. Det er bare begyndt på en ny måde.

Paulus skriver til filipperne: 'Hav ingen bekymring, men lad i alt jeres ønsker komme frem for Gud i bøn og påkaldelse med taksigelse.' Det er ikke et råd om at undertrykke sorgen, men om at bringe den til ham, der forstår den. Det er at lægge jeres hjerter i Guds hænder, ligesom Benjamin altid lagde sin nysgerrighed og sin kærlighed i jeres hænder. Gud lover os en fred, der overgår al forstand. Det er ikke en fred, der fjerner savnet, men en fred, der holder os oppe, når bølgerne går højt.

Benjamin var som en pilot, der altid holdt øje med horisonten. Han elskede fly, han elskede 'Con Chim Airlines', og han elskede at drømme stort. Nu ser han horisonten fra Guds perspektiv. Han ser, at hans liv ikke var en fejl, men en gave, der blev givet tilbage til Skaberen. Han er ikke længere begrænset af en krop, der blev træt. Han er trådt ind i det lys, som vi endnu kun kan ane gennem en tåget rude. Han er hos Faderen, og han er hos jer, i hver eneste tanke, I sender mod himlen.

Når I går ud af døren i dag, så tag ikke sorgen med jer som en lænke, men som et anker. Benjamin er ikke borte; han venter ved festbordet. Han ser Faderens ansigt, og i det ansigt ser han også jer. Han ved, at I savner ham. Han ved, at det gør ondt. Men han ved også, at kærligheden er stærkere end døden. Gør en lille ting i hans navn i dag – et smil til en fremmed, et øjebliks stilhed, en lille bøn. Lad hans godhed leve videre gennem jer. Gud bærer jer, når I ikke selv kan gå. Han tørrer jeres tårer, og han holder jer fast i sin hånd, præcis som han holder Benjamin. I er elsket, I er set, og I er aldrig, aldrig alene. Hans smil, hans nysgerrighed, hans milde sjæl – det er alt sammen bevaret i Guds evige nu. Må I gå i fred, båret af det håb, der aldrig skuffer, indtil den dag, hvor vi alle samles ved Faderens bord.