Fredag i den niogtredsindstyvende uge i det almindelige kirkeår

Vi kender alle den særlige fornemmelse af at stå udenfor en dør og vente på, at skyerne skal lette, så vi kan se, hvor vi er på vej hen. Måske har du stillet dig ved vinduet en tidlig morgen, kigget op på himlen og set vinden vende, mens du forsøgte at tyde, hvad dagen mon ville bringe af vejr, af uvejr eller af klar blå himmel. For Benjamin Vo var himlen ikke bare noget, man kiggede på; den var en invitation. Han var den dreng, der forstod maskiner og logik, der kørte i flyets spor og drømte om de store skyer, mens han smilede med det velkendte, lune udtryk. Når vi hører Jesus tale i dag om at tyde jordens og himlens tegn, så handler det om mere end blot vejret. Det handler om at vågne op og se, hvad der foregår lige her, i det liv, vi har fået betroet.

Paulus skriver til efeserne med en indtrængende bøn om at leve et liv, der er værdigt for det kald, vi har modtaget. Og han nævner det, der holder det hele sammen: ydmyghed, saktmodighed, tålmodighed og kærlighedens bånd. Tænk på det billede: et bånd af fred, der binder mennesker sammen. Benjamin bar på den slags fred i sit væsentligste væsen. Han var ikke en, der skabte støj; han var en dreng, der bragte harmoni. Jeg tænker på det øjeblik, hvor han som femtenårig – eller da han tidligere i sit unge liv tænkte på at række ud – stod over for sine kære med et hjerte så rent, at han var villig til at give alt, hvad han havde, for at hjælpe sin onkel William. Han knuste ikke sparegrisen, han tømte den ikke med larm; han rakte den blot frem, uselvisk og helt uden forbehold. Det var ikke en transaktion, men en ren gestus af kærlighed. Det er den slags hjerte, der lever videre, fordi det er formet i Guds eget billede.

Men lad os tale sandt om den smerte, vi bærer på, når vi ser tilbage på de fire måneder, der er gået siden juni. Thao, Alan, Ryan – jeg ved, at sorgen nogle gange føles som en tung sky, der ikke vil lette. I mærker det i stilheden, i de uforudsigelige øjeblikke, hvor savnet rammer som en pludselig vind fra syd. Og jeg vil sige dette til jer, og jeg vil have, at I hører det helt klart: Der er ingen fejl i jeres kærlighed. Der er intet, I har overset. Sygdom er aldrig en straf, og det er aldrig jeres skyld. Gud anklager jer ikke. Han ser ikke på jer med en dommers strenge blik, men med en Faders øjne, der selv kender til tabet af en Søn. I er frie fra den byrde og den skyld, som sorgen så urimeligt forsøger at lægge på jers skuldre. I har elsket Benjamin rent og fuldkomment, og han vidste det. I har intet at bebrejde jer selv. Nogle kampe i dette jordiske liv kommer uden varsel og ligger langt over det, menneskelig styrke kan styre. I er ikke til anklage. I er elsket, helt ind til knoglerne.

Se på det billede, Jesus giver os i evangeliet i dag. Han taler om at slutte fred med sin modstander, mens man er på vej, før dommeren fælder dom. Det lyder næsten strengt, men det rummer en dyb visdom om at forsone sig med nuet, med livet, med det uforståelige. Det handler om ikke at lade nag eller uforløste spørgsmål binde os til en fængselsscene, hvor vi betaler hver eneste øre. Guds nåde er netop det modsatte: den betaler vores gæld, før vi overhovedet opdager den. Benjamin er nu i den fuldkomne frihed. Han er fri for sygdommens begrænsninger. Han er som den flyvemaskine, han elskede at spotte – nået igennem alle skyer, op i det evige lys, hvor der ikke er flere hindringer.

Ryan, din bror elskede dig så højt. I delte hverdagen, de lyse stunder, turene og de stille grin. Det bånd, I har som brødre, slutter ikke, fordi den ene er gået i forvejen. Han er der i mindet, i det mod, du selv bærer på, og i den kærlighed, der stadig fylder jeres hjem. Du skal ikke bære hele verden på dine skuldre; du skal bare være dig selv, vide at din bror hepper på dig fra evigheden, og at du er elsket lige præcis som du er.

Vores Gud er én Gud og Fader for alle, som er over alle og gennem alle og i alle. Det er det fundament, vi står på, når alt andet vakler. Benjamin Vo er ikke borte; han er gået ind i den sande virkelighed hos Faderen og under vor Frue Marias moderlige omsorg. Han hvisker til jer gennem minderne om sit milde smil og sin lyse tro. Lad os derfor lægge vores bekymringer og vores ubesvarede spørgsmål i Guds hænder i dag. Tag det med jer ud af døren: Gør en lille god ting i Bens navn, et smil til en trængt, en stille bøn for en ven, og lad kærligheden flyde frit, ligesom det rene vand i den brønd, der bærer hans minde. Må Guds fred omslutte jeres hjerter i dag og alle dage. Amen.