Torsdag i den femogtyvende uge i det almindelige kirkeår

Vi kender alle det billede af en lufthavnsterminal sent om aftenen. Der er en særlig stilhed, når flyene er landet, og de rejsende er taget hjem. Man står tilbage og kigger ud på landingsbanen, hvor lysene blinker i mørket, og man mærker, hvordan tiden ligesom står stille. Man ser et fly, der glider hen over himlen, og man tænker på, hvor det skal hen, og hvem der sidder derinde med deres egne drømme og deres egen bagage. Benjamin Vo elskede netop det syn. For ham var lufthavnen ikke bare et sted for afrejse; det var et sted for forventning. Han kunne stå der med sin far, Alan, og se flyene lette, og i hans øjne var hver maskine, hver 737’er, et løfte om, at verden er stor, og at der altid er nye horisonter at udforske. Han kaldte sit drømmefly-selskab for 'Con Chim Airlines', og når han talte om det, var der en glæde i hans stemme, en lille sitren af begejstring, der fik ham til at smile og grine, som om han allerede kunne mærke vinden under vingerne.

I dagens læsning fra Prædikerens Bog møder vi en helt anden stemning. 'Tomhed af tomhed, alt er tomhed,' lyder det. Det er en tekst, der kan føles som en kold bruser. Forfatteren ser på solens gang, på floderne der løber ud i havet uden at fylde det, og på generationer, der kommer og går uden at efterlade sig spor. Det er en erkendelse af livets skrøbelighed. Det er en erkendelse af, at meget af det, vi kæmper for, og meget af det, vi bygger, i sidste ende er underlagt tidens gang. Når man står midt i en sorg, der kun er tre måneder gammel, kan disse ord føles næsten for sande. Man kigger på Benjamins værelse, på hans computer, på de ting, han efterlod sig, og man spørger sig selv: Hvad er meningen med alt det arbejde, alt det håb, alle de drømme, hvis det hele kan forsvinde så hurtigt?

Men lad os stoppe op ved det billede af floden, som Prædikeren bruger. Floderne løber mod havet, men havet bliver aldrig fuldt. Det er ikke et billede på meningsløshed, men et billede på Guds uendelighed. Benjamin var som en flod, der sprudlede af liv. Han var ikke en, der holdt sig tilbage. Han var en dreng, der lærte matematik med en hastighed, der forbløffede hans lærere, men som altid forblev den sødeste, mest respektfulde dreng. Han var en dreng, der kunne forstå komplekse cloud-infrastrukturer, men som aldrig mistede evnen til at vise ømhed. Han var en fighter, der gav alt på badmintonbanen, ikke fordi han skulle bevise noget, men fordi han troede på, at 'at prøve er alt, hvad der betyder noget'. Det er den holdning, vi må tage med os. Det er ikke resultatet, der er det vigtigste; det er det mod, hvormed vi går ind i dagen.

I evangeliet hører vi om Herodes, der er forvirret. Han har dræbt Johannes, men nu hører han rygter om, at profeten er stået op. 'Hvem er det, jeg hører sådan noget om?' spørger han. Han er fanget i sin egen frygt og sin egen magt, ude af stand til at se det guddommelige lys, der bryder frem. Han leder efter en forklaring, en logik, en måde at kontrollere det uforklarlige på. Men Jesus lader sig ikke indfange af Herodes' spørgsmål. Han er til stede på en måde, som Herodes ikke kan begribe. Benjamin var også en, der forstod, at livet ikke handler om at kontrollere alt. Han var en dreng, der vidste, at man skal give af sig selv. Husker I, hvordan han tilbød at give hele sin opsparing for at hjælpe sin onkel William? Han knuste ikke sparegrisen, han tømte den ikke, han gav den aldrig væk; han tilbød den. I det øjeblik var der intet regnskab. Der var kun et hjerte, der var villigt til at give alt, hvad det havde, for den, det elskede. Det er det sande billede af Benjamin: et menneske, der vidste, at det vigtigste i livet ikke er det, vi samler sammen, men det, vi er villige til at give væk.

Jeg ved, at de sidste tre måneder har været en tid, hvor alt har føltes tungt. Thao, Alan, og kære Ryan, I har båret en sorg, der ikke kan pakkes ned. I står tilbage i stilheden, hvor Benjamins spørgsmål om verden, hans smil, og lyden af hans ivrige samtaler med sin far engang fyldte rummet. Og når man står i den stilhed, kan skylden snige sig ind. Man spørger sig selv: 'Gjorde jeg nok? Var der noget, jeg overså? Kunne jeg have været hurtigere?' Det er en menneskelig reaktion, en naturlig del af at elske nogen så højt, at man ville have givet alt for at beskytte dem. Men jeg vil sige det til jer her ved altret, så blidt og så fast, som jeg overhovedet kan: Hverken Benjamin eller I har syndet. Sygdom er aldrig en straf fra Gud. Det er aldrig et tegn på, at I har svigtet eller overset noget. I var de forældre, han havde brug for. I elskede ham med en kærlighed, der var så ren, at den spejler Faderens egen. Gud anklager jer ikke for noget som helst, og I må ikke anklage jer selv. Den tunge sten af skyld, som I måske har båret i det skjulte, den skal I lægge fra jer her i dag. I har intet at bebrejde jer selv. I har elsket ham fuldt ud.

Benjamin er nu kommet til det hus, hvor han skal blive. Han er hos Faderen, i det hjem, der er forberedt fra evighed af. Han er ikke længere begrænset af en krop, der svigtede, eller af de bekymringer, der følger med det jordiske liv. Han er hos den hellige Carlo Acutis, en anden ung sjæl, der elskede teknologi og Gud, og de to sidder nu ved festbordet og venter på jer. De forstår jeres længsel. De forstår, at det gør ondt at savne. Men de forstår også, at kærligheden aldrig dør. Den forandrer sig bare. Den bliver til en kilde, der flyder videre. Den 'Well of Love', der nu flyder i Vietnam i hans navn, er et billede på det liv, han stadig giver videre. Det vand, der slukker tørsten hos de fattige, er Benjamins kærlighed, der flyder videre i verden. Det er en kilde, der aldrig tørrer ud. Det er hans måde at fortælle jer på, at han stadig er aktiv, stadig giver, stadig elsker.

Ryan, din bror elskede dig umådeligt højt. I delte så meget, fra drømme om fremtiden til helt almindelige hverdagsting. Han er din største heppekor fra den anden side. Når du ser et fly glide hen over himlen, så husk, at han er med dig. Han er stolt af dig. Fortsæt med at være den, du er, for du er en del af hans arv. Og til jer, Thao og Alan, vid at jeres kærlighed til ham er den motor, der holder hans minde levende. I er ikke alene. Gud bærer jer, når I ikke selv kan gå. Han tørrer jeres tårer.

Så hvad skal I bære med jer ud af døren i dag? Måske skal I bare gøre én lille ting i Benjamins navn. Det behøver ikke være stort. Et smil til en fremmed, et øjebliks stilhed for en, der er alene, eller blot et øjeblik, hvor I mærker hans nærvær i jeres hjerte. Det er ikke jeres præstationer, der tæller, men jeres kærlighed. Det er det offer, I bærer i jeres hjerter hver dag. Benjamin venter ved festbordet. Indtil den dag, hvor I mødes igen, så lev i håbet. Lev i lyset. Og husk altid, at I er elsket, præcis som I er. Intet, slet intet, kan skille jer fra Guds kærlighed. Han bærer jer, når I ikke selv kan gå. Han tørrer jeres tårer. Og Benjamin? Han er med jer i hvert åndedrag, i hvert smil, og i hver drøm, I tør drømme. Han er hos Faderen, og han er hos jer, altid. Amen.