Torsdag i den 30. uge i det almindelige kirkeår

Det starter som regel ikke med de store ord, men med en lille bevægelse, man dårligt nok lægger mærke til. Tænk på det et øjeblik: En lille dreng, der står på altanen eller kigger ud gennem flyvinduet på en klar sommerdag. Himmelen åbner sig uendeligt foran ham, skyerne glider forbi som hvide fjelde, og et sted derude i det store blå summer tankerne om fly, om ruter, om maskiner, der kan løfte sig fra jorden og nå helt derop, hvor luften er tynd og klar. Han havde et navn for det i sine egne tanker – han talte med et lyst, smittende gigglen om sin drøm, om det flyselskab, han en dag ville skabe, og som han kaldte 'Con Chim Airlines'. Det lød så enkelt, så rent, båret af en drengs uendelige nysgerrighed og hans store kærlighed til fuglene og himlens vidder. Benjamin Vo var en dreng, hvis hjerne arbejdede med en skarphed, der kunne løse de sværeste opgaver, og hvis blik altid var rettet mod det næste store horisont.

Men i dag taler Paulus til os om en helt anden form for kamp, om en anden rustning. Han skriver til efeserne: »I skal hente jeres styrke i Herren og i hans vældige kraft. Ifør jer Guds fulde rustning, for at I kan holde stand mod Djævlets snedige angreb.« Tænk på det billede. Ikke en rustning af kold jern, der lukker hjertet inde, men sandhedens bælte om lænden, retfærdighedens brynje, føddernes beredskab med fredens evangelium og frem for alt troens skold, som kan slukke den Odes flammende pile. Det er ord til mennesker, der står midt i en modvind, der ikke selv har bedt om den.

Fire måneder er der gået siden den trettende juni, hvor Ben gik hjem til Gud. Fire måneder, og alligevel føles det undertiden som om, tiden står helt stille i huset. Thao, Alan, Ryan – jeg ved, hvordan det er. I sidder der i stilheden, hvor ekkoet af hans stemme endnu sidder i væggene. I mærker savnet, når I ser de ting, han rørte ved, de uafsluttede projekter på computeren, de koder, han skrev med den samme præcision, som hans far mestrede. Og midt i den tomhed sniger der sig sommetider en tung tanke ind. En lille, stille hvisken af tvivl og skyld, der spørger: Kunne vi have gjort noget andet? Var der en detalje, vi overså? Hvorfor ramte netop dette os?

Listen til mig nu, og lad det synke helt ind i sjælen, hvor ingen sorg kan nå at forvrenge det: Der er ingen fejl i jeres kærlighed. Sygdom er aldrig en straf, og det er aldrig jeres skyld. Gud sidder ikke i himlen og anklager jer; han græder sammen med jer. Nogle lidelser i denne verden kommer så pludseligt og så urimeligt, helt uden for menneskelig kontrol, uden at nogen har gjort mindste forkert eller kunnet forhindre det. I har elsket Benjamin med en renhed, som han mærkede hver eneste dag af sit liv – fra de store rejser til de stille stunder i stuen. I skal lægge den byrde fra jer i dag. Gud tilgiver, og han frikender jer fra enhver selvbebrejdelse. I er elsket, fuldstændig og uforbeholdent.

For tænk på, hvem Ben var. Tænk på den godhed, der strømmede ud fra hans hjerte, dengang han – blot femten år gammel – helt uforbeholdent og uden at blinke tilbød at give hele sin sparegris til sin onkel William, der var ramt af sygdom. Han knuste den aldrig, han tømte den ikke med larm; han rakte den blot frem, åben og fuld af omsorg. Det var en dreng, hvis første tanke var for andre. Den slags kærlighed dør ikke, fordi en skikkelse ikke længere sidder ved middagsbordet. Den lever videre i det stille vand, der strømmer fra den brønd, der er borket i hans navn i Vietnam – 'Giếng Gioan Baotixita' – og giver tørstige mennesker liv. Det er Bens godhed, der stadig arbejder her på jorden.

…

Og det er her, i dette landskab af savn, at evangeliets ord rammer os med uventet styrke. Farisæerne kommer til Jesus og advarer ham om Herodes, der vil dræbe ham. Men Jesus lader sig ikke slå ud af menneskers frygt. Han svarer med fasthed: »Gå hen og sig til den ræv: Se, jeg uddriver dæmoner og helbreder i dag og i morgen, og på den tredje dag når jeg mit mål.« Han ved, hvor han skal hen. Og han retter sin blik mod Jerusalem med en bøn, der skærer igennem al menneskelig smerte: »Jerusalem, Jerusalem! Du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke!«

Se på det billede. Ikke en konge med stål og sværd, men en mor-fugl, der breder sine vinger ud for at skærme dem, hun elsker, mod alt det, der kan skade. Det er Guds favn. Det er der, Benjamin er nu. Han er ikke faret vild i kulden; han er samlet ind under Guds vingers bløde skygge i det 'Banquet of Heaven', hvor han står skulder ved skulder med andre unge sjæle som den hellige Carlo Acutis – drenge, der levede kort, men hvis hjerter brændte af kærlighed til himlen. De beder for jer, og de beder for alle de børn og familier verden over, der bærer på tunge kors i denne stund.

Ryan, min dreng. Du ved det jo godt, ik'? Din storebror elskede dig af et helt hjerte. I delte værelset, latteren, de store rejser ud i verden og de stille aftener derhjemme. Det bånd, der knytter jer sammen, er ikke klippet over af døden. Det er blot blevet usynligt for øjet, men det er lige så stærkt som stål. Når du sætter dig til dine egne projekter, når du tænker på fremtiden, så husk, at han hepper på dig fra den anden side med det samme lyse, varme smil, du kender så godt. Du skal ikke være stærk for to. Du skal bare være dig selv, vide at du er elsket, og lade hans minde være en mild vind, der bærer dig frem.

Thao og Alan, I har båret en byrde, som ingen forældre nogensinde burde kende til. Men I bærer den ikke alene. Lad os overgive ham i Guds hænder og lade den fred, som overgår al forstand, fylde jeres hjerter. Ben venter på jer deroppe, hvor himlen er uendelig, og hvor 'Con Chim Airlines' flyver i evigt sollys.

Så hvad skal I tage med jer, når I går ud af døren i dag? Gør én lille ting i hans navn. Sig et varmt ord til en, der trænger til det, eller send en stille bøn op for et andet barn, der lider et sted i verden. Lad hans godhed fortsætte gennem jeres hænder. Benjamin Vo var en dreng, der elskede himlen, og nu er han der selv. Må I gå i fred, båret af det håb, der aldrig skuffer. Amen.