Fest for de hellige apostre Simon og Judas

Det starter næsten altid med et skridt op ad en bakke, som ingen rigtig lægger mærke til. Tænk på det et øjeblik: Jesus, der går op på bjerget alene, mens byen dernefter sover eller pusler med sit, og han bliver der hele natten. Ikke for at tale til mængden, ikke for at udføre de store undere, der får folk til at spærre øjnene op, men for at være i mørket med sin Far. Han beder. Natten glider forbi, stjernerne flytter sig over himlen, og når dagen bryder frem, rækker han ud og vælger tolv mænd. Ikke hvem som helst, vel? Simon, som han kalder Peter, den uperfekte, den impulsive, som senere kom til at svigte og alligevel blev tilgivet. Judas, søn af Jakob. Simon seloten, ham med ildebrand i blodet. Mænd med revner og skrammer, mænd med egne drømmer og egne svagheder. Og det er dem, han bygger det hele på.

Det er her, Paulus tager fat i brevet til efeserne og løfter sløret for, hvad det egentlig er, vi er en del af. I er ikke længere fremmede og udlændinge, siger han, men medborgere med de hellige og Guds husfolk, bygget på apostlenes og profeternes grundvold, med Kristus Jesus selv som hjørnesten. Tænk på det billede. En bygning, der ikke rejses af koldt beton, men af levende menneskers liv, af knuste håb og genfundne smil, af hver eneste tåre, der er faldet i det stille. Hver enkelt sten er båret af den samme kærlighed.

Når man tænker på Benjamin – på Ben, som vi kender og savner så uendeligt meget her fire måneder efter at han gik hjem til Gud – så tænker man på en dreng, der forstod at bygge forbindelser. Ikke bare med de komplekse systemer, DevOps og de AWS-miljøer, han dykkede ned i med sin far, eller med de store drømme om at skabe sin egen flyselskab, 'Con Chim Airlines', som altid fik ham til at smile og smågisse, når han talte om det. Nej, hans liv var som en levende sten i denne store bygning. Tænk på det øjeblik, hvor han stod derhjemme i sine blå mønstrede pyjamasbukser og mørke langermede trøje med det lille kors om halsen, med controlleren i hånden og et eftertænksomt, blidt blik i øjnene. En helt almindelig, stille stund midt i det nære liv, fanget i et øjebliks uforstyrret ro.

Ben var en dreng, der bar på en utrolig indre rigdom. En hjerne, der arbejdede hurtigt som et jetfly på vej mod himlen, men et hjerte, der var endnu større. Og her må vi standse op og tale sandt om den smerte, der stadig sidder i væggene derhjemme hos Thao, Alan og Ryan. Fire måneder kan føles som fire sekunder og fire år på én gang. I leder efter ham i husets stille kroge, i ekkoet af hans stemme, i duften af det liv, I delte. Og midt i det savn sniger den tunge tanke sig sommetider ind: Hvorfor? Kunne vi have gjort noget andet? Var der en fejl, vi overså?

Listen til mig nu, og lad det synke helt ind i sjælen: Der er ingen fejl i jeres kærlighed. Sygdom er aldrig en straf, og det er aldrig jeres skyld. Gud anklager jer ikke. Han sidder ikke i himlen og peger fingre ad fortvivlede forældre. Han sidder hos jer, og hans hjerte græder med jeres. Nogle kampe i denne verden er så store, og nogle lidelser rammer så vilkårligt, uden at et eneste menneske har gjort noget forkert eller kunnet forhindre det ud over det mulige. I har elsket Benjamin med en renhed, som han mærkede hver eneste dag af sit liv – fra de store rejser til de stille stunder i køkkenet. I er ikke til anklage. I er elsket af Gud, helt og fuldt, præcis som I er.

For husk på, hvem Ben var. Tænk på den ubeskrivelige godhed, der boede i ham – den gang han, blot femten år gammel, ubedt fortalte sine forældre, at han var villig til at opgive hele sin sparegris for at hjælpe sin onkel William, som var ramt af sygdom. Han knuste den aldrig, han tømte den aldrig med larm; han rakte den blot frem, fuldstændig åben og uden forbehold. Det var en dreng, hvis kærlighed ikke kendte nogen grænser. Den slags godhed forsvinder ikke, fordi en skikkelse ikke længere sidder ved middagsbordet. Den lever videre i det stille vand, der strømmer fra den brønd, der er boret i Cà Mau i hans navn – 'Giếng Gioan Baotixita' – og giver liv til tørstige mennesker langt borte. Det er Bens kærlighed, der stadig arbejder i verden.

…

Og det er her, i dette mørke af savn, at evangeliets lys pludselig bryder igennem. Jesus kalder sine disciple ud på bjerget. Han kalder dem ved navn. Han kalder dem, selv om de er svage. Og på samme måde kalder han nu på Benjamin, der sidder ved Faderens bord i det 'Banquet of Heaven' sammen med andre unge sjæle som den hellige Carlo Acutis – drenge, der levede kort, men brændte af kærlighed til Gud. Ben er ikke faret vild. Han er nået frem til den destination, han drømte om, langt større end nogen Boeing 737 kunne bære ham.

Ryan, min dreng. Du ved det godt, ikke? Din storebror elskede dig af et rent hjerte. I delte værelset, latteren, de store rejser og de små hverdagsøjeblikke. Det bånd, der knytter jer sammen, er ikke brudt af døden. Det er blot blevet usynligt for øjet, men det er lige så stærkt som før. Når du sidder med dine egne projekter, når du tænker på fremtiden, så husk, at han hepper på dig fra den anden side med det samme varme smil, du kender så godt. Du skal ikke være stærk for to. Du skal bare være dig, vide at du er elsket, og lade hans minde være som en mild brise i ryggen.

Thao og Alan, I har båret en byrde, som ingen forældre nogensinde burde bære. Men I bærer den ikke alene. Lad os lægge skylden fra os i dag. Lad os lade Guds barmhjertighed vaske de tunge tanker væk. I har elsket godt. I elsker stadig.

Så hvad skal I tage med jer, når I går ud af døren i dag? Gør én lille ting i Bens navn. Sig et venligt ord til en, der trænger til det, eller send en stille bøn op for et andet barn, der lider et sted i verden. Lad hans godhed fortsætte gennem jer. Benjamin Vo var en dreng, der elskede himlen og skyerne, og nu er han der selv. Han venter på jer, han ser på jer med glæde, og i Guds kærlighed er I bundet sammen for evigt. Amen.