Mindehøjtidelighed for den hellige Hieronymus, præst og kirkelærer

Vi kender alle den følelse af at stå foran et bibliotek eller et arkiv, hvor hver bog, hvert dokument, repræsenterer et liv, en tanke, en søgen efter sandhed. Sankt Hieronymus, som vi mindes i dag, brugte hele sit liv på at oversætte Guds ord, så det kunne blive læsbart for os. Han forstod, at Bibelen ikke er en støvet samling af gamle regler, men en levende samtale mellem Skaberen og det skabte. I dagens læsning fra Jobs Bog møder vi en anden form for samtale – en samtale, der er præget af rå ærlighed, af smerte og af den overvældende erkendelse af Guds storhed. Job står i asken og spørger: 'Hvordan kan et menneske få ret over for Gud?' Det er ikke et spørgsmål, der kræver et logisk svar, men et råb fra et hjerte, der har mistet alt, hvad der gav det jordiske liv mening.

Benjamin Vo, vores kære Ben, var også en dreng, der elskede at forstå, hvordan tingene hang sammen. Om det var de komplekse AWS-miljøer, han studerede med sin far, eller de drømme, han havde om 'Con Chim Airlines', så besad han en nysgerrighed, der rakte langt ud over det almindelige. Jeg tænker ofte på det billede af ham, hvor han står med en hvid due på armen, mens en lille slægtning ser på ham med ærefrygt. I det øjeblik ser vi ikke bare en dreng; vi ser en sjæl, der er i harmoni med skabelsen. Han var en dreng, der bar på en dyb, stille ro, selv når verden omkring ham var i bevægelse. Han var en dreng, der vidste, at man må være tålmodig og opmærksom for at forstå de ting, der virkelig betyder noget.

Job siger: 'Gud gør store ting, som man ikke kan udforske, underfulde ting, som man ikke kan tælle.' Det er svært at fatte, når sorgen rammer som et lyn. Vi vil gerne have forklaringer. Vi vil gerne kunne kode en løsning på vores sorg, ligesom Ben kunne kode en løsning i sine spil. Men livet – og især tabet af et barn – er ikke en ligning, der kan løses. Det er et mysterium, som vi må bære sammen med Gud. Nogle gange føles det, som om Gud gemmer sit ansigt, præcis som salmisten råber i dagens responsoriesalme: 'Hvorfor skjuler du dit ansigt for mig?' Det er et spørgsmål, der er tilladt at stille. Gud er ikke bange for vores spørgsmål, vores vrede eller vores fortvivlelse. Han er der, selv når vi ikke kan se ham.

I evangeliet møder vi tre personer, der ønsker at følge Jesus, men som alle har deres egne forbehold. 'Jeg vil følge dig, hvor du end går,' siger en, men Jesus minder ham om, at han ikke har nogen fast grund at hvile sit hoved på. 'Lad de døde begrave deres døde,' siger han til en anden. Det lyder barskt, men Jesus kalder os til noget radikalt: Han kalder os til at leve i nuet, til at være til stede i det kald, Gud har givet os lige nu. Benjamin levede i nuet. Han var altid til stede, om det var i en samtale med sin far, eller når han delte et smil med sin bror Ryan. Han var ikke optaget af at se sig tilbage, af at dvæle ved det, der kunne have været. Han var optaget af at give, af at elske, af at være.

Thao, Alan, og kære Ryan, jeg ved, at de sidste tre måneder har været en vandring, hvor I hver dag har måttet lære at leve i en ny virkelighed. Jeg ved, at der er stunder, hvor skylden sniger sig ind – tanken om, at man måske kunne have gjort mere, set mere, været mere. Lad mig sige det til jer så klart, jeg kan: I har intet at bebrejde jer selv. Sygdom er ikke en straf, og det er ikke et svigt fra jeres side. I har elsket ham med en kærlighed, der var så ren, at den spejler Faderens egen. Gud anklager jer ikke for noget som helst, og I må ikke anklage jer selv. Den tunge sten af skyld, som I måske har båret i det skjulte, skal I lade ligge her ved altret i dag. I har intet at bebrejde jer selv. I har elsket ham fuldt ud.

Benjamin er nu hos Faderen, i det rige, hvor der ikke findes nogen 'sky-infrastruktur', men kun Guds egen uendelige kærlighed. Han er sammen med de hellige, han er sammen med englene, og han er sammen med dem, der er gået forud. Han ser nu de 'underfulde ting', som Job talte om, og han forstår det, vi endnu kun kan ane gennem en tåget rude. Han er jeres dreng, nu og altid. Han er ikke forsvundet; han er blot gået foran for at berede plads til jer ved festbordet.

Ryan, din bror elskede dig umådeligt højt. I delte så meget, fra drømme om fremtiden til helt almindelige hverdagsting. Han er din største heppekor fra den anden side. Fortsæt med at være den, du er, for du er en del af hans arv. Og til jer, Thao og Alan, vid at jeres kærlighed til ham er den motor, der holder hans minde levende. I er ikke alene. Gud bærer jer, når I ikke selv kan gå. Han tørrer jeres tårer. Han ved, at I savner hans stemme, og han ved, at I savner hans nysgerrige spørgsmål om, hvordan verden hænger sammen. Men husk, at bækken ikke slutter, når den løber ud i havet. Den bliver bare en del af noget, der er uendeligt meget større. Benjamin er nu en del af Guds uendelige hav.

Så hvad skal I bære med jer ud af døren i dag? Måske skal I bare gøre én lille ting i Benjamins navn. Det behøver ikke være stort. Et smil til en fremmed, et øjebliks stilhed for en, der er alene, eller blot et øjeblik, hvor I mærker hans nærvær i jeres hjerte. Det er ikke jeres præstationer, der tæller, men jeres kærlighed. Benjamin venter ved festbordet. Indtil den dag, hvor I mødes igen, så lev i håbet. Lev i lyset. Og husk altid, at I er elsket, præcis som I er. Intet, slet intet, kan skille jer fra Guds kærlighed. Han bærer jer, når I ikke selv kan gå. Han tørrer jeres tårer. Og Benjamin? Han er med jer i hvert åndedrag, i hvert smil, og i hver drøm, I tør drømme. Han er hos Faderen, og han er hos jer, altid.