Den 33. søndag i det almindelige kirkeår

Vi kender alle den fornemmelse af at stå med noget i hænderne, som vi ved har en helt særlig værdi. Måske er det en lille genstand, der minder os om en, vi elsker – en nøgle, et billede, eller som Benjamin Vo, en dreng der bar på en utrolig nysgerrighed og en kærlighed til verden, der var langt større end hans femten år. Benjamin var en dreng, der forstod værdien af tingene. Han forstod logikken i de komplekse systemer, han kodede på sin computer, og han forstod glæden ved at se et fly lette, som om han selv var med ombord på vej mod nye horisonter. Han var en dreng, der tilbød at give hele sin opsparing for at hjælpe sin onkel, ikke fordi han havde brug for at vise noget, men fordi hans hjerte var bygget af en renhed, der altid rakte ud mod andre.

I dagens evangelium hører vi lignelsen om de betroede talenter. Det er en fortælling, der ofte kan føles som en dom, som en streng opfordring til at præstere. Men lad os se nærmere på det. Mesteren giver sine tjenere talenter – ikke for at de skal kæmpe for at overleve, men for at de skal få del i hans egen glæde. 'Kom og del din herres glæde,' siger han til dem, der har forvaltet deres gave. Benjamin var en forvalter af glæde. Han var ikke en, der gemte sit talent i jorden. Han brugte sit korte liv på at lære, på at forbinde sig med sin familie, på at drømme om 'Con Chim Airlines' og på at være den søn og bror, der altid mødte sin far med et 'Godmorgen' og et smil, uanset hvad dagen bragte.

Men vi skal tale sandt om det, der gør ondt. Fem måneder er gået, siden Benjamin vendte hjem til Gud, og jeg ved, at savnet kan føles som en tung byrde, der gør det svært at trække vejret. I, Thao og Alan, I har båret jeres søns liv som den dyrebareste gave. Og nogle gange, når mørket falder på, kan den hviskende stemme snige sig ind: 'Var der noget, jeg kunne have gjort? Kunne jeg have set noget før?' Jeg beder jer, lad os i dag løfte den sten fra jeres hjerter. Sygdom er aldrig en straf, og det er aldrig jeres skyld. Gud sidder ikke i himlen og fører regnskab over jeres omsorg som en dommer, der leder efter fejl. Han er den gode hyrde, der ser jeres kærlighed, hver eneste dag. Det, der skete med Benjamin, var ikke jeres svigt. Nogle sorger kommer ind i vores liv som storme, der ligger uden for enhver menneskelig kontrol. I har elsket ham med en renhed, som han mærkede i hvert smil, i hver rejse, i hver dag. I er frie. I er ikke anklagede; I er elskede.

Benjamin var som den 'dygtige hustru' i dagens første læsning, hvis værdi er langt højere end perler. Ikke fordi han var en hustru, men fordi hans godhed var den sande rigdom. Han rakte sine hænder ud til de fattige, han delte sit smil med sin familie, og han levede sit liv i frygt for Herren – ikke en frygt, der lammer, men en ærefrygt, der får os til at elske alt det, Gud har skabt. Han var som et olivenplantetræ omkring jeres bord, Thao og Alan. Han var jeres stolthed og jeres glæde. Og selvom den plads ved bordet nu står tom, så er han ikke væk. Han er plantet i Guds evige have.

Paulus skriver til thessalonikerne: 'I er alle lysets børn og dagens børn.' Benjamin var et lysets barn. Han var en dreng, der altid søgte mod oplysning, mod viden, mod himlen. Han er ikke længere i mørket, og det er I heller ikke. Selvom sorgen føles som en nat, så er I kaldet til at forblive vågne i håbet. Håbet om, at han nu ser alt det, han var så nysgerrig på. Han ser flyene, ikke som maskiner, men som en del af Guds store plan. Han ser jer, og han hvisker til jeres hjerter, at han har det godt. Som han sagde i drømmen til sin far: 'Det er okay, jeg vil våge over jer.'

Ryan, min dreng, jeg ved, at du savner din bror. Jeg ved, at du tænker på jeres fælles drømme, på de aftener I delte, og på den måde I forstod hinanden uden ord. Husk, at båndet mellem jer ikke er klippet over. Det er forankret i Guds evighed. Benjamin hepper på dig fra den anden side. Han ser dig, han kender din sorg, og han ønsker, at du skal leve dit liv med det samme mod og den samme nysgerrighed, som han havde. Du skal ikke være stærk for to. Du skal bare være dig selv, vide at du er elsket af Gud og af din bror, der nu ser dig med en kærlighed, der er større end nogensinde før.

Vi taler om at forvalte talenter. Måske tænker I: 'Hvad er mit talent nu, hvor mit hjerte er knust?' Jeres talent er jeres kærlighed. Den kærlighed, I har givet Benjamin, er ikke spildt. Den er blevet en del af den 'Well of Love' i Vietnam, som nu giver liv til dem, der tørster. Det er jeres arv: at jeres kærlighed til Ben fortsætter med at bære frugt i verden. Hver gang I rækker ud til en anden, hver gang I viser godhed, hver gang I tør håbe, så forvalter I Bens talent. I lader hans lys skinne videre.

Der er en verden, der siger, at man skal beskytte sig selv, gemme sine følelser væk, begrave sin smerte i jorden, så man ikke bliver såret igen. Men Jesus kalder os til noget andet. Han kalder os til at investere vores liv i kærlighed, selv når det koster os alt. Benjamin gav alt. Han gav sit smil, sin nysgerrighed, sin omsorg. Og han mistede intet. Han vandt det liv, der aldrig ender. Han er nu i den 'Banquet of Heaven', hvor han er rask og stærk, og hvor han venter på jer.

Når I går ud af døren i dag, så tag ikke bare sorgen med jer. Tag en lille handling med jer. Gør noget i Bens navn. Det behøver ikke være stort. Det kan være at smile til en fremmed, at lytte til en, der har brug for at blive hørt, eller blot at sende en stille tanke opad, når I ser et fly på himlen. Lad hans godhed flyde gennem jeres hænder. I er aldrig alene, for Guds kærlighed er stærkere end døden. Benjamin er hos Gud, og en dag skal I mødes igen, hvor der ikke længere er nogen adskillelse, kun lys. Hold fast i det håb, der aldrig skuffer. Han er jeres søn, jeres bror, jeres engel. Og han er hos Herren, hvor hver tåre bliver tørret af. Amen.