Sankt Josaphat, biskop og martyr

Vi kender alle den fornemmelse, når vi står med et kort i hånden – måske et gammelt landkort over en by, vi endnu ikke har besøgt, eller en teknisk tegning, der viser, hvordan komplekse forbindelser i en maskine skal føres. Man følger linjerne med fingeren, man leder efter vejvisere, og man håber på, at ruten vil føre én sikkert frem til målet. Benjamin Vo var en dreng, der elskede at læse disse kort. Om det var de logiske stier i en kompleks AWS-infrastruktur eller de fysiske ruter for de Boeing 737-fly, han elskede at spotte, så havde han et blik for, hvordan tingene hang sammen. Han havde en utrolig evne til at se mønstre, hvor andre blot så kaos.

I dagens evangelium spørger farisæerne Jesus om noget, der ligner et spørgsmål om et kort: 'Hvornår kommer Guds rige?' De leder efter et geografisk punkt, en dato, en synlig markør på kortet. 'Se, her er det,' eller 'Se, dér er det,' vil de kunne sige. Men Jesus svarer dem med en sandhed, der må have lydt som en gåde for dem: 'Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det... For Guds rige er midt iblandt jer.'

Det er en svær besked at modtage, når man står midt i en sorg, der føles som et uendeligt mørke. Fire måneder er gået, siden Benjamin vendte hjem til Gud, og jeg ved, at mange af jer – Thao, Alan, lille Ryan – føler, at kortet over jeres liv er blevet revet i stykker. Hvor er det rige, Jesus taler om? Hvor er den retfærdighed, som salmisten synger om i dag, når en dreng med så meget lys i sig bliver taget bort før sin tid? Det er ikke et tegn på manglende tro at stille det spørgsmål. Det er et tegn på, at I er mennesker, der har elsket højt.

Paulus skriver i dagens læsning til Filemon om Onesimus, en mand, der engang var ubrugelig, men som nu er blevet en kær bror. Han sender ham tilbage med ordene: 'Jeg sender ham, det vil sige mit eget hjerte, tilbage til dig.' Det er præcis sådan, det føles at miste et barn. Man har sendt sit eget hjerte bort. Man går rundt i verden med et hul i brystet, hvor ens egen sjæl engang boede. Paulus beder Filemon om at tage imod ham 'som du ville tage imod mig'. Det er en invitation til at se det usynlige i det synlige. At se broderen i den fremmede. At se Guds rige i det, der er brudt.

Jeg vil tale til jer om noget, som mange forældre bærer på i stilhed. Den stemme, der hvisker i de sene timer, når søvnen ikke vil indfinde sig: 'Kunne jeg have gjort mere? Var der et tegn, jeg overså? Er det min skyld?' Jeg beder jer, hør dette i dag: Sygdom er ikke en straf. Gud sidder ikke i himlen og fører regnskab over jeres omsorg. Han er ikke en dommer, der leder efter fejl. Han er den gode hyrde, der går med jer gennem den mørke dal. Det, der skete med Benjamin, var ikke jeres skyld. Det var ikke et svigt fra jeres side. I har elsket ham med en renhed, som han mærkede hver eneste dag. I er frie. I er ikke anklagede; I er elskede. Nogle gange rammer livet os med en kraft, som ingen menneskelig fornuft kan forklare, og ingen menneskelig flid kunne have afværget. I har gjort alt det, kærligheden kunne diktere. I er ikke ansvarlige for de storme, der rejser sig uden for vores kontrol.

Benjamin var en dreng, der forstod nådens logik. Husker I, hvordan han engang tilbød at give hele sin opsparing for at hjælpe sin onkel William, der var ramt af sygdom? Han knuste ikke sparegrisen, han tømte den ikke med larm. Han rakte den blot frem, åben og fuld af en drengs rene vilje til at give alt, hvad han ejede. Det var ikke en transaktion. Det var et offer. Det var et hjerte, der var så stort, at det ønskede at give alt for at lindre en andens smerte. Den godhed, den offervilje, er ikke forsvundet fra verden. Den flyder videre, ligesom det friske vand i den brønd i Vietnam, der bærer hans navn, og som nu giver liv til dem, der tørster. Det er Bens arv: at hans kærlighed stadig arbejder i verden.

Jesus siger, at Guds rige er 'midt iblandt jer'. Det betyder, at det ikke er et sted, vi skal rejse hen, men en virkelighed, vi skal vågne op til. Benjamin lever i den virkelighed nu. Han er ikke langt væk. Han er i den 'Banquet of Heaven', hvor han nu ser alt det, han var så nysgerrig på. Han er sammen med de hellige, og han kigger ned på jer med et smil, der er mere levende end nogensinde. Han er som den dreng, hans far så i drømme – rask, stærk, i live. Han er som den dreng, der smilede foran Peterskirken i Rom, med hænderne i lommerne og et glimt i øjet. Han er i Guds hånd, og dér er han tryg.

Ryan, min dreng, jeg ved, at du savner din bror. Jeg ved, at du tænker på jeres fælles drømme og på de fly, I ville spotte sammen. Husk, at båndet mellem jer ikke er klippet over. Det er forankret i evigheden. Benjamin hepper på dig fra den anden side. Han ser dig, han kender din sorg, og han ønsker, at du skal leve dit liv med det samme mod og den samme nysgerrighed, som han havde. Du skal ikke være stærk for to. Du skal bare være dig selv, vide at du er elsket af Gud og af din bror, der nu ser dig med en kærlighed, der er større end nogensinde før.

Paulus skriver til Filemon: 'Refresh my heart in Christ.' Det er det, vi beder om i dag. At vore hjerter må blive forfrisket i Kristus. Ikke ved at sorgen forsvinder, men ved at vi opdager, at Kristus er hos os i sorgen. Han er den, der græd ved Lazarus' grav. Han er den, der forstår, hvad det vil sige at give sit liv for andre. Han er den, der holder Benjamin, og han er den, der holder jer.

Når I går ud af døren i dag, så tag ikke bare en bøn med jer. Tag en handling med jer. Gør en lille ting i Bens navn. Det behøver ikke være stort. Det kan være at smile til en fremmed, at lytte til en, der har brug for at blive hørt, eller blot at sende en stille tanke opad, når I ser et fly på himlen. Lad hans godhed fortsætte gennem jeres hænder. Hold fast i det håb, der aldrig skuffer. I er aldrig alene, for Guds kærlighed er større end det savn, I bærer på. Må jeres hjerter finde hvile i den visshed, at Benjamin er i Guds hånd, og at I er forbundet med ham for evigt. Amen.