Den 32. søndag i det almindelige kirkeår

Vi kender alle den fornemmelse, når man venter. Det er en venten, der kan føles forskelligt alt efter, hvad man venter på. Det kan være den spændte forventning hos en dreng, der står ved et hegn og kigger op mod skyerne, i håb om at se et bestemt fly – måske en Boeing 737 – bryde igennem disen. Det er en venten præget af nysgerrighed, af den der helt særlige, rene begejstring, som Benjamin Vo altid bar med sig. Han vidste, at hvis man bare var tålmodig nok, hvis man holdt øje længe nok, så ville det, man længtes efter, til sidst dukke op.

Men i dag taler evangeliet om en venten, der føles tungere. Det handler om ti brudepiger, der venter i natten. Fem var kloge, fem var tåbelige. Forskellen var ikke deres længsel, men deres forberedelse. De kloge havde olie. De tåbelige havde kun deres lamper, men intet brændstof til at holde flammen i live, da natten trak ud, og brudgommen lod vente på sig. Da mørket blev dybest, og råbet lød: 'Se, brudgommen kommer!', var det for sent at lede efter det, man manglede.

Jeg ved, at mange af jer sidder her i dag, fire måneder efter at Benjamin gik hjem til Gud, og føler, at jeres egen olie er ved at slippe op. Alan, Thao, Ryan – jeg ved, at sorgen ikke er en begivenhed, der overstås, men en lang, udmattende nattevagt. Når man mister en, der var så lysende, så fuld af liv og nysgerrighed, føles det som om, at selve lyset i ens egen tilværelse er blevet svagt. Man prøver at holde lampen tændt, man prøver at være stærk for de andre, man prøver at navigere i hverdagen, men indimellem rammer trætheden, og man spørger: 'Hvor er lyset? Hvor er glæden, som engang føltes så naturlig?'

Lad os være helt ærlige om denne nat. Det er ikke en svaghed at føle, at ens lampe flakker. Det er ikke en mangel på tro, at man indimellem mærker, hvordan mørket presser sig på. Nogle gange er det de mindste ting, der gør det svært: synet af en tom stol, en samtale, der aldrig blev færdig, eller mindet om Bens smil, når han talte om sine drømme – måske om sit eget flyselskab, 'Con Chim Airlines', hvor hans begejstring altid fik ham til at giggle af ren, uforfalsket glæde. At savne ham så højt er prisen for at have elsket ham så dybt. Og den kærlighed, den er ikke forsvundet. Den er selve olien i jeres lampe.

I dagens første læsning hører vi om Visdommen. 'Hun lader sig finde af dem, der søger hende.' Visdommen sidder ved porten og venter på os, før vi overhovedet har taget det første skridt. Det er et smukt billede på Gud. Han er ikke en fjern brudgom, der gemmer sig eller straffer os for vores træthed. Han er den, der allerede sidder ved porten og venter på at byde Benjamin velkommen – og på at byde jer velkommen, hver gang I rækker ud efter ham i jeres bøn.

Jeg vil gerne tale til jer om noget, der ofte tynger forældre, der har mistet: den snigende skyldfølelse. Den hvisker i mørket: 'Var der noget, jeg overså? Kunne jeg have gjort mere?' Jeg beder jer, hør dette: Der er ingen fejl i jeres kærlighed. Sygdom er aldrig en straf, og det er aldrig jeres skyld. Gud sidder ikke i himlen og fører regnskab over jeres omsorg. Han er ikke en dommer, der leder efter fejl; han er Faderen, der ser jeres hjerter. Nogle kampe i livet er så store, at intet menneske kan vinde dem alene. Det er ikke et svigt, at I ikke kunne forhindre det, der skete. I har elsket Benjamin med en renhed, som han mærkede hver eneste dag. I er frie. I er ikke anklagede; I er elskede.

Benjamin var en dreng, der forstod at give. Han tænkte ikke på transaktioner eller fordele. Husker I den gang, han tilbød at give hele sin opsparing for at hjælpe sin onkel William? Han knuste ikke sparegrisen, han tømte den ikke med larm; han rakte den blot frem, åben og fuld af en drengs rene vilje til at give alt, hvad han ejede. Det var ikke en praktisk løsning, men det var en åndelig sandhed: Han forstod, at kærligheden altid er et offer. Den godhed, han viste dengang, er ikke gået tabt. Den lever videre. Den flyder som det friske vand i den brønd i Vietnam, der bærer hans navn – en brønd, der giver liv til dem, der tørster. Det er Bens arv: at hans kærlighed stadig arbejder i verden.

Jesus siger til os: 'Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.' Det lyder måske strengt, men det er en invitation til at leve i nuet. Benjamin levede i nuet. Han var en dreng, der sugede livet til sig – fra teknologien og de komplekse AWS-miljøer, han udforskede med sin far, til de små, glade øjeblikke med sin bror, Ryan. Han var ikke optaget af at bekymre sig om fremtiden; han var optaget af at lære, at forstå og at elske.

Ryan, min dreng, jeg ved, at du savner din bror. Jeg ved, at du tænker på jeres fælles drømme og på de fly, I ville spotte sammen. Husk, at båndet mellem jer ikke er klippet over. Det er forankret i Guds evighed. Benjamin hepper på dig fra den anden side. Han ser dig, han kender din sorg, og han ønsker, at du skal leve dit liv med det samme mod og den samme nysgerrighed, som han havde. Du skal ikke være stærk for to. Du skal bare være dig selv, vide at du er elsket af Gud og af din bror, der nu ser dig med en kærlighed, der er større end nogensinde før.

Benjamin er nu i 'Banquet of Heaven'. Han er hos Faderen, og han ser jer med det samme smil, som I kender så godt. Han er ikke tabt; han er blot gået forud til den middag, hvor ingen længere sørger, og hvor hver tåre bliver tørret af. Han står der sammen med andre unge sjæle, som den hellige Carlo Acutis, der også levede kort, men hvis hjerter brændte af kærlighed. De står der som vidner om, at livet ikke ender, men forvandles.

Så hvad skal I tage med jer, når I går ud af døren i dag? Gør en lille ting i Bens navn. Det behøver ikke være stort. Det kan være at smile til en fremmed, at lytte til en, der har brug for at blive hørt, eller blot at sende en stille tanke opad, når I ser et fly på himlen. Lad hans godhed fortsætte gennem jeres hænder. Hold fast i det håb, der aldrig skuffer. I er aldrig alene, for Guds kærlighed er større end det savn, I bærer på. Må jeres hjerter finde hvile i den visshed, at Benjamin er i Guds hånd, og at I er forbundet med ham for evigt. Amen.