Torsdag i den 31. uge i det almindelige kirkeår

Det begynder ofte med en lille detalje, som vi knap nok lægger mærke til i hverdagens travlhed. Måske er det en enkelt mønt, der er trillet ind under et møbel, eller et får, der er gået en smule for langt væk fra flokken. I dagens evangelium tager Jesus fat i netop disse billeder: en kvinde, der tænder en lampe og fejer huset for at finde en mistet mønt, og en hyrde, der forlader de nioghalvfems for at finde det ene får, der er blevet væk. Det er billeder af en rastløs, insisterende kærlighed. En kærlighed, der ikke kan finde ro, før det, der er elsket, er sikkert hjemme.

Vi er her i dag, fire måneder efter at Benjamin Vo gik hjem til Gud, den 13. juni. Og jeg ved, at for jer, Thao og Alan, og for dig, Ryan, føles det ofte som om, at det er jer, der er blevet væk i en ørken, hvor stierne er forsvundet, og hvor himlen føles alt for høj og alt for tavs. Det er en smerte, der ikke lader sig forklare. Det er en stilhed, der ikke lader sig udfylde. Når man har mistet en søn, en bror, en dreng, hvis nysgerrighed strakte sig fra de mest komplekse cloud-infrastrukturer til de drømme om 'Con Chim Airlines', som altid fik ham til at smile med hele ansigtet, så føles verden pludselig meget tom.

Lad os tale sandt om denne tomhed. Det er ikke forkert at føle sig fortabt. Det er ikke et svigt af troen at mærke, hvordan fundamentet under ens fødder skælver. Benjamin var en dreng, der forstod systemer og logik, men han var frem for alt en dreng, der forstod kærlighedens sprog. Han var en dreng, der kunne se på sin onkel William og tilbyde at give alt, hvad han ejede – sin opsparing – blot for at hjælpe, selvom det aldrig blev nødvendigt. Den gave, han tilbød, var ikke en transaktion. Det var et hjerte, der rakte ud. Det er den samme slags kærlighed, som Jesus beskriver i dag: en kærlighed, der ikke tæller omkostninger, men kun tæller det, der er elsket.

Midt i denne sorg sniger der sig ofte en ubuden gæst ind: skylden. Den hvisker spørgsmål, som intet menneske burde bære: 'Kunne jeg have gjort mere? Er der noget, jeg overså?' Jeg beder jer, lyt til dette ord fra Herren: Der er ingen fejl i jeres kærlighed. Sygdom er aldrig en straf, og det er aldrig jeres skyld. Gud sidder ikke i himlen og anklager jer for det, der skete. Han er ikke en dommer, der leder efter fejl i jeres omsorg; han er Faderen, der græder med jer. Nogle sorger kommer til verden som en storm, der rammer uden varsel, og ingen menneskelig kærlighed, uanset hvor dyb og sand den er, kunne have forhindret det. I har elsket Benjamin med en renhed, som han mærkede hver eneste dag. I har intet at bebrejde jer selv. I er frie.

Paulus skriver i dagens læsning fra Filipperbrevet noget, der kan virke provokerende, når vi står midt i et tab: 'Jeg betragter alt som tab, fordi erkendelsen af Kristus Jesus, min Herre, er så meget mere værd.' Hvordan kan Paulus sige det? Hvordan kan man betragte livet som et tab? Han gør det, fordi han har fundet noget, der er større end døden. Han har fundet den samme Jesus, som i evangeliet ikke hviler, før han har fundet det fortabte. Benjamin er ikke tabt. Han er blevet fundet af den Hyrde, som kender hans navn bedre end nogen anden. Han er hos Faderen, og han ser jer med det samme smil, som I kender så godt. Han er ikke tabt; han er blot gået forud til den middag, hvor ingen længere sørger, og hvor hver tåre bliver tørret af. Han står der sammen med andre unge sjæle, som den hellige Carlo Acutis, der også levede kort, men hvis hjerter brændte af kærlighed. De står der som vidner om, at livet ikke ender, men forvandles.

Ryan, min dreng. Du ved, at båndet mellem dig og din bror er stærkere end døden. I delte så meget – rejsen, drømmene, det stille fællesskab. Han hepper på dig fra den anden side, hver gang du ser op mod himlen, hver gang du tænker på de fly, I engang ville spotte sammen. Du skal ikke være stærk for to. Du skal bare være dig selv, vide at du er elsket, og lade hans minde være som en mild brise, der følger dig. Han er med dig, mere end du aner.

Det billede, jeg vil have jer til at tage med jer hjem i dag, er ikke billedet af det fortabte får alene. Det er billedet af hyrden, der løfter fåret op på sine skuldre. Det er en bevægelse af hvile. Fåret behøver ikke længere at gå; det behøver ikke længere at lede efter vejen. Det bliver båret. Benjamin bliver båret af Gud. Og I bliver båret af den samme Guds kærlighed. Når I føler, at I ikke kan tage et skridt mere, så husk, at I ikke behøver at gå selv. I bliver båret.

Benjamin var en dreng, der elskede himlen, og nu har himlen taget imod ham. Hans godhed arbejder stadig i verden gennem den kærlighed, I viser andre. Som det friske vand fra den brønd i Vietnam, der er boret i hans navn, flyder hans liv stadig og giver liv til dem, der tørster. Det er Bens arv. Det er Guds nåde.

Så hvad skal I tage med jer, når I går ud af døren i dag? Gør en lille ting i Bens navn. Sig et varmt ord til en, der trænger til det, eller send en stille bøn op for et andet barn, der lider et sted i verden. Lad hans godhed fortsætte gennem jeres hænder. Hold fast i det håb, der aldrig skuffer. I er aldrig alene, for Guds kærlighed er større end det savn, I bærer på. Må jeres hjerter finde hvile i den visshed, at Benjamin er i Guds hånd, og at I er forbundet med ham for evigt. Amen.