Mindehøjtidelighed for Vor Frue af Smerte

Vi kender alle det billede af en mor, der står ved et vindue og ser ud i mørket, mens hun venter på, at lyset fra en bil skal bryde gennem natten. Det er en venten, der ikke handler om tid, men om tilstedeværelse. Det er en venten, der er mærket af det, hun bærer i sit hjerte. I dag fejrer vi Vor Frue af Smerte. Vi ser Maria stå ved korsets fod. Hun står ikke på afstand. Hun står ikke med ryggen til. Hun står lige dér, hvor smerten er mest rå, hvor håbet synes at dø, og hvor verden bliver stille. Hun står ved korset, fordi hendes søn hænger der. Hun står der, fordi kærligheden ikke kan forlade den, den elsker, selv når alt er tabt.

For tre måneder siden, den 13. juni, gik Benjamin Vo hjem til Gud. Thao, Alan, og du, kære Ryan, I lever i dette rum af venten. I kender det billede af en mor, der venter, for I har selv stået i den venten, og I står der stadig. Når man mister et barn, mister man ikke bare en person; man mister en fremtid, man mister de samtaler, der aldrig blev færdige, og de drømme, der aldrig blev til virkelighed. I har mistet jeres Benjamin, jeres smilende, nysgerrige dreng, hvis sind var som en åben himmel. I har mistet ham, der altid havde et 'Godmorgen, far' klar, hver eneste dag. Og sorgen er ikke en lineær vej; den er som havet, der trækker sig tilbage og kommer tilbage igen. Nogle dage er rolige, andre dage er stormfulde. Men i dag, ved Vor Frue af Smerte, bliver vi mindet om, at vi aldrig står alene i vores sorg.

Simeon sagde til Maria: 'Og du selv skal få din sjæl gennemtrængt af et sværd.' Det er et billede på den smerte, der følger med en dyb kærlighed. Man kan ikke elske så højt, som I elskede Benjamin, uden at være sårbar. Det sværd, der gennemtrængte Marias hjerte, er det samme sværd, der gennemtrænger jeres. Men hør mig nu: Dette sværd er ikke et tegn på, at noget gik galt. Det er ikke et tegn på, at I overså noget eller kunne have gjort mere. Jeg ved, at tankerne kan køre i ring. Jeg ved, at forældre ofte bærer på en skjult byrde af skyld, en følelse af, at de burde have forudset det umulige. Lad mig i dag, i Kristi navn, løfte den sten fra jeres hjerter. Hverken Benjamin eller I har syndet. Sygdom er aldrig en straf. Det er aldrig et tegn på, at I har svigtet. I var der. I elskede ham med en kærlighed, der var så ren, at den spejler Faderens egen. Gud anklager jer ikke. Han ser ikke på jeres tårer og ser mangler; han ser på jeres hjerter og ser en trofasthed, der har båret ham hele vejen. I har intet at bebrejde jer selv.

Benjamin var en dreng, der forstod at bygge broer. Han drømte om 'Con Chim Airlines', en drøm om at forbinde mennesker, om at bygge veje gennem luften. Han var en dreng af logik og matematik, men hans sande geni lå i hans evne til at give. Husker I, hvordan han tilbød at give hele sin sparegris for at hjælpe sin onkel William? Han brød den ikke, han tømte den ikke, han gav den ikke væk; han tilbød den. I det øjeblik var Ben ikke bare en dreng med en sparegris; han var en sjæl, der forstod, at kærlighed er den eneste valuta, der betyder noget i Guds rige. Det offer var hans måde at sige: 'Jeg er her for dig.' Og det er præcis det, Jesus gør for os på korset. Han giver sig selv helt, uden forbehold. Han tømmer sig selv for at fylde os med sit liv.

Paulus skriver til korintherne: 'Som legemet er ét, selv om det har mange lemmer... således er det også med Kristus.' I er en del af dette legeme. Når I lider, lider vi med jer. Når Ryan savner sin storebror, når han ser på de flykort, han nu bærer i sit telefoncover, så er det ikke bare minder; det er forbindelsen til det legeme, der er større end døden. Benjamin er ikke tabt. Han er i Kristus. Han er en del af det legeme, der nu er fuldendt i himlen. Han er sammen med den hellige Carlo Acutis, en anden ung sjæl, der elskede verden og elskede Gud. De to sidder ved festbordet og venter på jer. De forstår jeres længsel. De forstår, hvad det vil sige at blive kaldt hjem tidligt.

Thao og Alan, jeres sorg er ikke en mangel på tro. Det er et bevis på jeres kærlighed. Maria stod ved korset. Hun flygtede ikke. Hun forblev trofast. Det er jeres kald i dag. At forblive trofaste i jeres kærlighed til Benjamin, selv når det gør ondt. At leve videre for hans skyld, for Ryans skyld, for hinandens skyld. Benjamin lever videre i hver lille gerning af godhed, I gør i hans navn. Den 'Well of Love' i Vietnam, der bringer rent vand til de tørstige, er et billede på det liv, han stadig giver videre. Det vand, der slukker tørsten hos de fattige, er Benjamins kærlighed, der flyder videre i verden. Det er en kilde, der aldrig tørrer ud.

Når natten falder på, og tankerne om 'hvad hvis' dukker op, så husk, at Gud ikke spørger efter jeres præstationer. Han spørger kun efter jeres hjerte. Og jeres hjerte har været hos Benjamin hele tiden. Han er hos Faderen, og han er den, der nu hepper på jer i jeres eget væddeløb. Han er ikke gået tabt; han er blot gået forud for at gøre plads. Han er den glade, nysgerrige dreng, som I altid vil huske. Han er med jer i hvert åndedrag, i hvert smil, og i hver drøm, I tør drømme. Ryan, din bror elskede dig højt. Du bærer hans smil videre. Du er den, der skal fortsætte med at udforske verden, som han gjorde. Når du ser et fly glide hen over himlen, så husk, at din bror er med dig. Han er stolt af dig. Han er din største heppekor fra den anden side.

Lad os i dag gøre én lille ting i Benjamins navn. Det behøver ikke være stort. Det kan være et smil til en fremmed, en hjælpende hånd til en nabo, eller blot et øjebliks stilhed, hvor I mærker hans nærvær. Det er ikke jeres præstationer, der tæller, men jeres kærlighed. Det er det offer, I bærer i jeres hjerter hver dag. Benjamin venter ved festbordet. Indtil den dag, hvor I mødes igen, så lev i håbet. Lev i lyset. Og husk altid, at I er elsket, præcis som I er. Intet, slet intet, kan skille jer fra Guds kærlighed. Han bærer jer, når I ikke selv kan gå. Han tørrer jeres tårer. Og Benjamin? Han er med jer i hvert åndedrag, i hvert smil, og i hver drøm, I tør drømme. Amen.