Tirsdag i den syvogtyvende uge i det almindelige kirkeår

Vi kender alle den følelse af at stå midt i en travl hverdag, hvor tankerne myldrer afsted som passagerer i en travl lufthavnsterminal. Man har en tjekliste, man har forventninger, man har en følelse af, at hvis man bare kan nå det hele, så er alt i orden. I dagens evangelium møder vi Martha. Hun er ikke en fjern skikkelse fra en gammel bog; hun er os. Hun er forælderen, der sørger for, at alt kører; hun er den, der bærer ansvaret på sine skuldre, mens hun ser sin søster, Maria, sidde stille ved Jesu fødder. Martha er 'anxious and worried about many things' – hun er bekymret og urolig for mange ting. Hun spørger Jesus, om han ikke ser, at hun står alene. Det er et spørgsmål, vi alle har stillet i vores mørkeste stunder: 'Ser du mig overhovedet? Ser du, hvor tungt jeg bærer dette? Er du ligeglad?'

Benjamin Vo var en dreng, der forstod værdien af at være fokuseret, men på en helt særlig måde. Han var ikke en dreng, der var urolig for sin egen vinding. Han var en dreng, der kunne fordybe sig i logik og matematik, som om han læste selve skabelsens arkitektur. Han kunne bruge timer på at forstå komplekse systemer, ligesom han kunne bruge timer på at spotte fly i alverdens byer sammen med sin far. Der var en dyb ro i hans nysgerrighed. Han var ikke optaget af at fare rundt for at bevise sit værd; han var optaget af at forstå, at han var elsket. Han var, som vi alle er kaldet til at være, en, der vidste, at det vigtigste ikke er, hvad vi præsterer, men hvem vi tilhører.

Paulus skriver til galaterne om sin egen forvandling. Han fortæller, hvordan han engang var en mand, der forsøgte at ødelægge det, han nu forkynder. Han var en mand af traditioner, en mand af zele, indtil Gud greb ind. 'Da han, som fra min moders liv havde udset mig og kaldet mig ved sin nåde, besluttede at åbenbare sin søn for mig...' Paulus blev ikke forandret ved at løbe hurtigere eller gøre mere; han blev forandret ved at møde Kristus. Det er den samme nåde, der hviler over Benjamin. Han blev ikke målt på, hvor meget han nåede her på jorden, men på den kærlighed, Gud havde lagt i hans hjerte fra begyndelsen.

Men lad os tale sandt om det, der gør ondt. Der er stunder, hvor sorgen føles som en mur, man ikke kan klatre over. For jer, Alan og Thao, og for dig, kære Ryan, er der dage, hvor tomrummet efter Benjamin føles som en permanent tilstand. Man kan føle sig som Martha, der knokler for at holde sammen på det hele, mens alt indeni føles som om, det falder fra hinanden. Man kan endda begynde at bebrejde sig selv. Man kan tænke: 'Hvis jeg havde gjort dette, hvis jeg havde set det, hvis jeg havde været mere opmærksom...' Jeg vil sige det til jer så klart, som jeg kan: Sygdom er aldrig en straf, og det er aldrig jeres skyld. Gud anklager jer ikke for noget, og I må ikke anklage jer selv. Den sten af skyld, som I måske har båret i det skjulte, skal I lade ligge her ved altret i dag. I har elsket ham med en kærlighed, der spejler Faderens egen. I var de forældre, han havde brug for. Han vidste det. Han følte det i hvert et smil, i hver en historie, hans far fortalte, i hver en stund, hvor I bare var sammen. Han vidste, at han var elsket – uendeligt og betingelsesløst.

Benjamin var en dreng, der forstod, hvad det ville sige at give. Han var ikke en dreng, der holdt fast på sit eget. Husk på, hvordan han tilbød at give hele sin sparegris for at hjælpe sin onkel William. Han knuste den ikke, han tømte den ikke – han tilbød den. Det var et offer, der ikke handlede om beløbet, men om hjertets retning. Det er netop denne ånd, der nu lever videre i den brønd, der er bygget i hans navn i Vietnam. Det vand, der nu slukker tørsten hos andre, er et tegn på, at Benjamins liv ikke var forgæves. Han er som den hjørnesten, Jesus taler om – hans kærlighed er blevet en del af Guds evige fundament. Han er, som han sagde i drømmen til sin far, 'altid hos jer'.

Ryan, din bror elskede dig så højt. Han var din storebror, din legekammerat, din ven. Han er ikke forsvundet fra dit liv; han er blot gået i forvejen. Når du ser et fly lette, så husk, at han er med dig. Han er din heppekor fra den anden side. Fortsæt med at være den, du er, for du bærer en del af hans lys i dig. Og til jer, Alan og Thao, husk at jeres kærlighed til ham er den motor, der holder hans minde levende. Benjamin var en dreng, der ville give alt, hvad han ejede, for at hjælpe. Det offer, givet i det skjulte, er essensen af, hvem han var. Det er den samme kærlighed, der nu flyder gennem den brønd, der er bygget i hans navn. Hans liv giver stadig liv til andre. Det er ikke slut. Det er bare begyndt på en ny måde.

Jesus siger til Martha: 'Der er kun ét, der er nødvendigt.' Det er ikke en irettesættelse af hendes arbejde, men en invitation til at finde ro. Det er en invitation til at sætte sig ved hans fødder og lytte, selv når verden støjer. Benjamin har valgt den bedste del. Han sidder nu ved Faderens fødder, befriet fra enhver bekymring, befriet fra enhver smerte. Han ser det hele fra Guds perspektiv. Han ser, at hans liv ikke var en fejl, men en gave, der blev givet tilbage til Skaberen.

Når I går ud af døren i dag, så tag ikke sorgen med jer som en lænke, men som et anker. Benjamin er ikke borte; han venter ved festbordet. Han ser Faderens ansigt, og i det ansigt ser han også jer. Han ved, at I savner ham. Han ved, at det gør ondt. Men han ved også, at kærligheden er stærkere end døden. Gør en lille ting i hans navn i dag – et smil til en fremmed, et øjebliks stilhed, en lille bøn. Lad hans godhed leve videre gennem jer. Gud bærer jer, når I ikke selv kan gå. Han tørrer jeres tårer, og han holder jer fast i sin hånd, præcis som han holder Benjamin. I er elsket, I er set, og I er aldrig, aldrig alene. Hans smil, hans nysgerrighed, hans milde sjæl – det er alt sammen bevaret i Guds evige nu. Må I gå i fred, båret af det håb, der aldrig skuffer, indtil den dag, hvor vi alle samles ved Faderens bord. Amen.