Lørdag i den toogtredivte uge i det kirkeår

Vi kender alle fornemmelsen af at vente. Det er en af de sværeste menneskelige erfaringer – at stå i en kø, at vente ved et rødt lys, eller at sidde i en lufthavn og se uret tikke, mens man venter på, at ens fly bliver kaldt til boarding. Benjamin Vo kendte denne fornemmelse bedre end de fleste. Han elskede lufthavne. Han elskede den forventning, der ligger i luften, når man står ved gaten og ser de tunge maskiner rulle ind. Han vidste, at bag hver afgang lå der en præcis beregning, en logik, en plan. Han kunne sidde der med sin far, Alan, og bare observere, fascineret af hvordan verden blev forbundet gennem disse fly, som han drømte om at skabe sit eget 'Con Chim Airlines' med. Han var en dreng, der forstod, at ting kræver tid, forberedelse og tålmodighed.

Men i dag, fem måneder efter at Benjamin vendte hjem til Gud, føles ventetiden anderledes. Det er ikke længere en ventetid på en flyafgang eller en spændende rejse. Det er en ventetid midt i et savn, der føles som om, det aldrig får en ende. I dagens evangelium fortæller Jesus os en lignelse om en enke, der bliver ved med at banke på hos en uretfærdig dommer. Hun giver ikke op. Hun råber, hun beder, hun insisterer. Jesus bruger denne historie til at lære os noget om bøn – om nødvendigheden af at bede altid uden at blive trætte. Men hvordan beder man, når ens hjerte er knust? Hvordan råber man til Gud, når man føler, at svaret er tavshed?

Thao, Alan, lille Ryan – jeg ved, at I har råbt. Jeg ved, at jeres bønner ikke bare har været ord, men at de har været selve jeres livs åndedrag gennem disse måneder. I har båret en vægt, som ingen forældre eller søskende burde bære. Og nogle gange, når mørket falder på, og stilheden i huset bliver for høj, så kan den tanke snige sig ind: 'Hører Gud mig? Er min bøn blevet besvaret?'

Lad os være helt ærlige her. Det er ikke en mangel på tro at stille de spørgsmål. Det er den ærlige smerte hos dem, der har elsket højt. Da Benjamin var tolv år gammel, skete der noget, der fortæller os alt om, hvem han var. Han tilbød at give hele sin opsparing for at hjælpe sin onkel William, der var ramt af sygdom. Han knuste ikke sparegrisen, han tømte den ikke med larm – han tilbød. Det var et offer af kærlighed, en drengs rene ønske om at bære en andens byrde. Det viser os, at kærligheden aldrig er passiv. Den er altid på vej mod den anden. Og det er præcis sådan, Gud elsker jer. Han er ikke den uretfærdige dommer, der skal tvinges til at lytte. Han er Faderen, der allerede kender jeres smerte, før I overhovedet åbner munden.

Jeg vil tale til jer om noget, der ofte tynger forældre i stilhed. Den hviskende stemme, der siger: 'Var der noget, jeg kunne have gjort? Kunne jeg have set noget før?' Jeg beder jer, lad os løfte den sten fra jeres hjerter i dag. Sygdom er aldrig en straf, og det er aldrig jeres skyld. Gud sidder ikke i himlen og fører regnskab over jeres omsorg som en dommer, der leder efter fejl. Han er den gode hyrde, der ser jeres kærlighed, hver eneste dag. Det, der skete med Benjamin, var ikke jeres svigt. Nogle sorger kommer ind i vores liv som storme, der ligger uden for enhver menneskelig kontrol. I har elsket ham med en renhed, som han mærkede i hvert smil, i hver rejse, i hver dag. I er frie. I er ikke anklagede; I er elskede.

I dagens første læsning skriver Johannes: 'Vi bør støtte sådanne mennesker, for at vi kan være medarbejdere i sandheden.' Benjamin var en medarbejder i sandheden. Han vandrede i sandheden gennem sin venlighed, sin nysgerrighed og sit ønske om at forbinde mennesker. Den 'Well of Love', der er boret i hans navn i Vietnam, er ikke bare et brøndhul i jorden. Det er et tegn på, at hans liv stadig bærer frugt. Det er et tegn på, at kærligheden ikke ender ved en grav, men at den bliver ved med at give liv til dem, der tørster. Det er Bens arv: at hans godhed flyder videre, ligesom det friske vand, der nu giver liv til en hel landsby.

Ryan, min dreng, jeg ved, at du savner din bror. Jeg ved, at du tænker på jeres fælles drømme, på de aftener I delte, og på den måde I forstod hinanden uden ord. Husk, at båndet mellem jer ikke er klippet over. Det er forankret i Guds evighed. Benjamin hepper på dig fra den anden side. Han ser dig, han kender din sorg, og han ønsker, at du skal leve dit liv med det samme mod og den samme nysgerrighed, som han havde. Du skal ikke være stærk for to. Du skal bare være dig selv, vide at du er elsket af Gud og af din bror, der nu ser dig med en kærlighed, der er større end nogensinde før.

Jesus afslutter evangeliet med et spørgsmål, der kan virke skræmmende: 'Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?' Det er ikke en trussel, men en invitation. Troen findes dér, hvor vi bliver ved med at håbe, selv når det er svært. Troen findes dér, hvor vi bliver ved med at elske, selv når vi har mistet. Troen findes i jeres familie, når I støtter hinanden, når I husker Ben, og når I tør tro på, at han er i Guds hånd. Han er ikke tabt; han er blot gået forud til den middag, hvor ingen længere sørger, og hvor hver tåre bliver tørret af. Han står der sammen med andre unge sjæle, som den hellige Carlo Acutis, og de vidner om, at livet ikke ender, men forvandles.

Når I går ud af døren i dag, så tag ikke bare sorgen med jer. Tag en lille handling med jer. Gør noget i Bens navn. Det behøver ikke være stort. Det kan være at smile til en fremmed, at give et lille tegn på venlighed, eller blot at sende en stille tanke opad, når I ser et fly på himlen. Lad hans godhed flyde gennem jeres hænder. I er aldrig alene, for Guds kærlighed er stærkere end døden. Benjamin er hos Gud, og en dag skal I mødes igen, hvor der ikke længere er nogen adskillelse, kun lys. Hold fast i det håb, der aldrig skuffer. Amen.