Højtid for indvielsen af Laterankirken i Rom

Vi kender alle fornemmelsen af at træde ind i et rum, der føles anderledes. Måske er det stilheden i en gammel katedral, hvor støvet danser i lysstrålerne fra et højt vindue, eller måske er det den helt særlige atmosfære i et hjem, hvor man straks mærker, at her er der plads til at være præcis, som man er. I dag fejrer vi indvielsen af Laterankirken, pavens egen katedral i Rom. Men dagens læsninger minder os om, at Gud ikke lader sig indhegne af sten og mørtel. Han bygger sit tempel i os. Han bygger det i det menneskeliv, der er skrøbeligt, smukt og uendeligt dyrebart.

I profeten Ezekiels syn ser vi vandet flyde ud fra templets tærskel. Det er ikke en lille bæk, der fordamper i solen; det er en flod, der vokser, jo længere den løber. Hvor den kommer frem, bliver havet frisket op, og træerne langs dens bredder bærer frugt hele året. Det er et billede på Guds nåde. Den er ikke statisk. Den er ikke en lukket beholder. Den er en strøm, der søger udad, for at give liv til det, der var salt og goldt.

Jeg tænker på Benjamin Vo. For fire måneder siden vendte han hjem til Gud. Når jeg tænker på Ben, ser jeg ikke en dreng, der var lukket om sig selv. Jeg ser en strøm af nysgerrighed og varme. Jeg ser den dreng, der med en næsten videnskabelig præcision kunne fordybe sig i AWS-infrastrukturer og drømme om sit eget flyselskab, 'Con Chim Airlines'. Han var en, der byggede. Han byggede med sin viden, men frem for alt byggede han med sit hjerte. Han var en dreng, der kunne se på sin onkel William, der var ramt af sygdom, og uden tøven tilbyde at give hele sin opsparing – ikke fordi han havde brug for at prale, men fordi hans kærlighed var en naturlig kilde, der bare måtte flyde.

Thao, Alan, Ryan – jeg ved, at I i dag mærker tomheden efter denne kilde. Jeg ved, at sorgen nogle gange føles som en tørke, hvor floden er stoppet, og hvor man må gå gennem det tørre landskab uden at se det liv, som profeten taler om. Det er en smerte, der ikke kan forklares med logik, selvom Ben var en dreng, der elskede logik. Det er en smerte, der bare er der, som en ubuden gæst ved bordet.

Lad os være helt ærlige om denne smerte. Det er ikke en svaghed at føle, at jeres fundament skælver. Det er ikke mangel på tro at spørge 'hvorfor'. Jesus selv græd ved Lazarus' grav. Han kendte til den knuste kærlighed. Når I føler, at I ikke kan bære mere, så husk, at I ikke behøver at bære det alene. I er ikke templer, der skal stå oprejst ved egen kraft. I er Guds bygning. Det er ham, der holder fundamentet, når jorden ryster.

I evangeliet ser vi Jesus drive købmændene ud af templet. Han kan ikke holde ud, at Faderens hus bliver gjort til et marked. Han taler om sit eget legeme som det sande tempel. Det er en radikal tanke: At Gud ikke bor i guld og marmor, men i det menneskelige. I Bens liv så vi dette tempel. Vi så en dreng, der var 'et tempel for Guds Ånd'. Hans nysgerrighed, hans evne til at smile midt i det svære, hans kærlighed til sin bror Ryan – det var tegn på, at Gud var hjemme i ham.

Og her vil jeg sige noget til jer, forældre, som bærer på en tung byrde. Jeg ved, at sorgen ofte følges af en snigende skyldfølelse. En stemme, der hvisker: 'Kunne jeg have gjort mere? Overså jeg noget?' Jeg beder jer, hør dette: Der er ingen fejl i jeres kærlighed. Sygdom er aldrig en straf, og det er aldrig jeres skyld. Gud sidder ikke i himlen og fører regnskab over jeres omsorg. Han er ikke en dommer, der leder efter fejl; han er Faderen, der ser jeres hjerter. Nogle kampe er så store, at intet menneske kan vinde dem. Det er ikke et svigt, at I ikke kunne forhindre det. I har elsket Benjamin med en renhed, som han mærkede hver dag. I er frie. I er ikke anklagede; I er elskede.

Benjamin er nu i Guds tempel. Han er ikke begrænset af det, der gjorde ham træt. Han er som den dreng, hans far så i drømme – rask, stærk, i live. Han er som den dreng, der smilede foran Peterskirken i Rom, med hænderne i lommerne og et glimt i øjet. Han er i den 'Banquet of Heaven', hvor han nu ser alt det, han var så nysgerrig på. Han er sammen med de hellige, og han kigger ned på jer med en kærlighed, der er mere levende end nogensinde.

Ryan, min dreng, jeg ved, at du savner din bror. Jeg ved, at du tænker på jeres fælles drømme og på de fly, I ville spotte sammen. Husk, at båndet mellem jer ikke er klippet over. Det er forankret i evigheden. Benjamin hepper på dig. Han ønsker, at du skal leve dit liv med det samme mod og den samme glæde, som han havde. Du skal ikke være stærk for to. Du skal bare være dig selv, vide at du er elsket af Gud og af din bror, der nu ser dig med en kærlighed, der er større end nogensinde før.

Benjamin lærte os, at kærligheden aldrig spilder sig selv. Den brønd, der er boret i hans navn i Vietnam, er et tegn på dette. Den giver liv til dem, der tørster. Det er Bens arv: at hans kærlighed stadig arbejder i verden. Når I går ud af døren i dag, så tag ikke bare en bøn med jer. Tag en handling med jer. Gør en lille ting i Bens navn. Et smil, en hjælpende hånd, en stille tanke til en, der er alene. Lad hans godhed flyde gennem jeres hænder.

I er Guds bygning. I er templer, hvor Helligånden bor. Selv når muren revner af sorg, er fundamentet – Jesus Kristus – intakt. Han er jeres klippe. Han er jeres tilflugt. Han er den, der holder Benjamin, og han er den, der holder jer. Må I finde fred i den visshed, at kærligheden aldrig forgår, og at I en dag skal mødes igen, hvor der ikke længere er nogen tårer, kun lys. Amen.