Alle Troendes Sjæles Dag

Vi kender alle det øjeblik, hvor man står ved et vindue og ser ud på en verden, der synes at fortsætte, selvom ens egen verden er blevet stille. Tænk på det billede, som mange af jer har set: En ung dreng, der står ved siden af sin far på en helt almindelig gade, med rygsækken på ryggen, klar til endnu en dag. Der er et glimt i hans øjne, en nysgerrighed, der altid var rettet mod det næste store spørgsmål, den næste kodelinje, det næste eventyr. Benjamin Vo bar på en sjæl, der var bygget til at udforske, til at forstå, og til at elske.

I dag, på denne dag hvor vi mindes alle de troende sjæle, står vi ved en anden slags vindue. Vi kigger ikke ud på gaden, men ind i evigheden. Visdommens bog fortæller os noget, der trodser vores menneskelige logik: »De retfærdiges sjæle er i Guds hånd, og ingen pine skal røre dem.« Det lyder måske som ord, der er for store til den sorg, vi bærer på fire måneder efter den 13. juni. For når man savner en, der var så lysende til stede, føles det ikke som om, de er i en hånd; det føles som om, de er blevet taget ud af vores egen hånd.

Lad os tale sandt om den smerte, før vi søger trøsten. Jeg ved, at for Thao og Alan, for Ryan, og for alle jer, der sidder her i dag, er savnet ikke en abstrakt tanke. Det er en fysisk tyngde. Det er den tomme plads ved bordet, det er den stilhed, der opstår, når man ubevidst lytter efter lyden af en stemme, der ikke længere svarer. Det er de minder om Ben, der kan dukke op som et lyn fra en klar himmel – måske en tanke om hans kærlighed til fly, hans drømme om 'Con Chim Airlines', eller den måde han altid, uden at glemme det, sagde 'Godmorgen, far' hver eneste dag. Det er disse små, konkrete ting, der gør ondt, fordi de minder os om, hvor meget kærlighed der var, og hvor meget kærlighed der stadig er.

Midt i denne sorg sniger der sig ofte en ubuden gæst ind. En lille, giftig stemme, der hvisker spørgsmål, som intet menneske burde bære: 'Kunne jeg have gjort mere? Er der noget, jeg overså? Er det min skyld?' Jeg beder jer, lyt til dette ord fra Herren: Der er ingen fejl i jeres kærlighed. Sygdom er aldrig en straf, og det er aldrig jeres skyld. Gud sidder ikke i himlen og fører regnskab over jeres menneskelige begrænsninger. Han er ikke en dommer, der leder efter fejl; han er den gode hyrde, som vi hører om i Salme 23, der leder os gennem den mørke dal. Nogle lidelser i denne verden rammer uden varsel, som en storm, der kommer fra intet, og som ingen menneskelig omsorg, uanset hvor dyb og sand den er, kunne have forhindret. I har elsket Benjamin med en renhed, som han mærkede hver eneste dag. I er frie fra den skyld, I ikke bærer ansvaret for. I er elskede.

Paulus skriver til romerne: »Håbet gør ikke til skamme, fordi Guds kærlighed er udgydt i vores hjerter.« Dette håb er ikke en ønsketænkning. Det er en forankring. Det er vissheden om, at det liv, Ben levede, ikke var en fejl eller et tilfælde. Det var en gave, der har sat spor i evigheden. Tænk på den gang, hvor Ben – blot femten år gammel – tilbød at give hele sin opsparing for at hjælpe sin onkel William. Han knuste den aldrig, han tømte den ikke med larm; han rakte den blot frem, åben og fuld af en drengs rene vilje til at give alt. Det var hans væsen. Han var en dreng, der forstod, at det, vi giver væk, er det eneste, vi virkelig ejer. Den godhed lever videre. Den flyder som det friske vand fra den brønd, der er boret i hans navn i Vietnam, som nu giver liv til dem, der tørster. Hans kærlighed er ikke død; den er blot flyttet over i Guds hænder.

I evangeliet siger Jesus: »Alt, hvad Faderen giver mig, vil komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.« Forestil jer det. Benjamin er ikke tabt. Han er kommet hjem. Han er hos ham, der sagde: »Jeg ønsker, at de skal være hos mig, hvor jeg er.« Han er i det 'Banquet of Heaven', som vi ofte taler om, og han er der sammen med andre unge sjæle, som den hellige Carlo Acutis, der også levede kort, men hvis hjerter brændte af kærlighed. De står der som vidner om, at livet ikke ender, men forvandles.

Ryan, min dreng. Du ved, at båndet mellem dig og din bror er stærkere end døden. I delte så meget – rejsen, drømmene, det stille fællesskab. Han hepper på dig fra den anden side, hver gang du sætter dig til dine opgaver, hver gang du ser op mod himlen. Du skal ikke være stærk for to. Du skal bare være dig selv, vide at du er elsket, og lade hans minde være som en mild brise, der følger dig. Han er med dig, mere end du aner.

Vi taler i dag om at gå gennem dødens dal, men vi gør det ikke alene. Vi gør det med staven og hyrdestaven, der giver os mod. Vi gør det med vissheden om, at intet – hverken død eller liv – kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus. Benjamin Vo var en dreng, der elskede himlen, og nu har himlen taget imod ham. Han ser jer med glæde, og han venter på den dag, hvor vi alle skal samles ved det bord, hvor ingen længere sørger, og hvor hver tåre bliver tørret af.

Så hvad skal I tage med jer, når I går ud af døren i dag? Gør en lille ting i Bens navn. Sig et varmt ord til en, der trænger til det, eller send en stille bøn op for et andet barn, der lider et sted i verden. Lad hans godhed fortsætte gennem jeres hænder. Hold fast i det håb, der aldrig skuffer. I er aldrig alene, for Guds kærlighed er større end det savn, I bærer på. Må jeres hjerter finde hvile i den visshed, at Benjamin er i Guds hånd, og at I er forbundet med ham for evigt. Amen.