Mindehøjtidelighed for den hellige Pio af Pietrelcina, præst

Vi kender alle det billede af en rejsende, der står ved en skillevej. Måske har du selv stået der – i en lufthavn, med billetten i hånden, mens du kigger op på skærmen med afgange. Du ved, hvor du skal hen, men du ved også, at rejsen kræver, at man giver slip på det, man ikke kan bære med sig. Man kan ikke tage alt med. Man må vælge, hvad der er nødvendigt. I dagens evangelium sender Jesus sine disciple ud på en rejse, der føles radikalt let. 'Tag intet med til rejsen,' siger han. Ingen stav, ingen taske, ingen mad, ingen penge. Det er en opfordring til en total tillid, en tillid der ikke hviler i det, vi ejer, men i Ham, der sender os.

Benjamin Vo forstod denne lethed, selvom hans unge liv var fyldt med så mange komplekse tanker og store drømme. Han var en dreng, hvis sind var som en avanceret arkitektur – en dreng der kunne kode spil og navigere i sky-infrastruktur, mens han samtidig bar på en barnlig, strålende glæde ved at forestille sig 'Con Chim Airlines'. Han forstod, at verden er stor, og at man må være forberedt på at flyve. Men det, der virkelig kendetegnede Ben, var ikke hans evne til at forstå maskiner eller logik; det var den usynlige ballast, han bar i sit hjerte: en godhed, der aldrig krævede noget til gengæld. Husker I, hvordan han tilbød at give hele sin opsparing for at hjælpe sin onkel William, da sygdommen ramte? Han knuste ikke sparegrisen, han tømte den ikke, han gav den aldrig væk; han tilbød den. I det øjeblik var der intet regnskab. Der var kun et hjerte, der var villigt til at give alt, hvad det havde, for den, det elskede. Det er det sande billede af Benjamin: et menneske, der vidste, at det vigtigste i livet ikke er det, vi samler sammen, men det, vi giver væk.

Jeg ved, at de sidste tre måneder har været en tid, hvor alt har føltes tungt. Thao, Alan, og kære Ryan, I har båret en sorg, der ikke kan pakkes ned i en kuffert. I står tilbage i stilheden, hvor Benjamins spørgsmål om verden, hans smil, og lyden af hans ivrige samtaler med sin far engang fyldte rummet. Og når man står i den stilhed, kan skylden snige sig ind. Man spørger sig selv: 'Gjorde jeg nok? Var der noget, jeg overså? Kunne jeg have været hurtigere?' Det er en menneskelig reaktion, en naturlig del af at elske nogen så højt, at man ville have givet alt for at beskytte dem. Men jeg vil sige det til jer her ved altret, så blidt og så fast, som jeg overhovedet kan: Hverken Benjamin eller I har syndet. Sygdom er aldrig en straf fra Gud. Det er aldrig et tegn på, at I har svigtet eller overset noget. I var de forældre, han havde brug for. I elskede ham med en kærlighed, der var så ren, at den spejler Faderens egen. Gud anklager jer ikke for noget som helst, og I må ikke anklage jer selv. Den tunge sten af skyld, som I måske har båret i det skjulte, den skal I lægge fra jer her i dag. I har intet at bebrejde jer selv. I har elsket ham fuldt ud.

I dagens læsning fra Ordsprogenes Bog beder forfatteren om to ting: 'Put falsehood and lying far from me, give me neither poverty nor riches; provide me only with the food I need.' Det er en bøn om enkelhed. Det er en bøn om at få lov til at hvile i det, der er sandt. Benjamin levede i sandhed. Han var ikke en dreng, der gemte sig bag facader. Han var ærlig i sin nysgerrighed, ærlig i sin kærlighed til sin familie, og ærlig i sit håb. Han var en dreng, der forstod, at livet er en rejse, man tager sammen. Han var ikke bange for at prøve, selv når det betød, at han kunne fejle. Han var en fighter, der gav alt på badmintonbanen, og en søn, der altid var klar til at dele et øjeblik med sin far, uanset om det var ved en lufthavn eller over en kop is.

Når Jesus sender disciplene ud, siger han: 'Hvad hus I end går ind i, så bliv der.' Han beder dem om at finde hvile, om at være til stede. Benjamin er nu kommet til det hus, hvor han skal blive. Han er hos Faderen, i det hjem, der er forberedt fra evighed af. Han er ikke længere begrænset af en krop, der svigtede, eller af de bekymringer, der følger med det jordiske liv. Han er hos den hellige Pio, der selv bar korset med en sådan kærlighed, at han blev et lys for verden. De to sidder nu ved festbordet og venter på jer. De forstår jeres længsel. De forstår, at det gør ondt at savne. Men de forstår også, at kærligheden aldrig dør. Den forandrer sig bare. Den bliver til en kilde, der flyder videre.

Ryan, din bror elskede dig umådeligt højt. I delte så meget, fra drømme om fremtiden til helt almindelige hverdagsting. Han er din største heppekor fra den anden side. Når du ser et fly glide hen over himlen, så husk, at han er med dig. Han er stolt af dig. Fortsæt med at være den, du er, for du er en del af hans arv. Og til jer, Thao og Alan, vid at jeres kærlighed til ham er den motor, der holder hans minde levende. Den 'Well of Love', der nu flyder i Vietnam i hans navn, er et billede på det liv, han stadig giver videre. Det vand, der slukker tørsten hos de fattige, er Benjamins kærlighed, der flyder videre i verden. Det er en kilde, der aldrig tørrer ud. Det er hans måde at fortælle jer på, at han stadig er aktiv, stadig giver, stadig elsker.

Så hvad skal I bære med jer ud af døren i dag? Måske skal I bare gøre én lille ting i Benjamins navn. Det behøver ikke være stort. Et smil til en fremmed, et øjebliks stilhed for en, der er alene, eller blot et øjeblik, hvor I mærker hans nærvær i jeres hjerte. Det er ikke jeres præstationer, der tæller, men jeres kærlighed. Det er det offer, I bærer i jeres hjerter hver dag. Benjamin venter ved festbordet. Indtil den dag, hvor I mødes igen, så lev i håbet. Lev i lyset. Og husk altid, at I er elsket, præcis som I er. Intet, slet intet, kan skille jer fra Guds kærlighed. Han bærer jer, når I ikke selv kan gå. Han tørrer jeres tårer. Og Benjamin? Han er med jer i hvert åndedrag, i hvert smil, og i hver drøm, I tør drømme. Han er hos Faderen, og han er hos jer, altid. Amen.