Minde om den hellige Karl Borromæus, biskop

Vi kender alle fornemmelsen af at stå foran et stort projekt, en opgave, der kræver alt, hvad vi har. Måske er det at bygge et hjem, måske er det at opdrage et barn, måske er det blot at forsøge at finde fodfæste igen, når jorden har flyttet sig under vores fødder. Jesus taler i dagens evangelium om at bygge et tårn. Han spørger os: 'Hvem af jer, der vil bygge et tårn, sætter sig ikke først ned og beregner udgifterne?' Det er et spørgsmål om at kende sine ressourcer, om at vide, om man har det, der skal til for at fuldføre værket.

Benjamin Vo vidste noget om at bygge. Han var en dreng, der forstod systemer, fra de komplekse AWS-miljøer, han udforskede med sin far, til de drømme, han havde om at skabe sit eget flyselskab, 'Con Chim Airlines'. Han kunne sidde og giggle af ren begejstring, når han talte om de fly, han elskede, og de ruter, han ville tegne på verdenskortet. Han var en dreng, der altid var i gang med at bygge – ikke bare med kode, men med sin nysgerrighed og sin varme. Men i dag, fire måneder efter at han gik hjem til Gud den 13. juni, føles det måske som om, at tårnet står halvfærdigt. Det føles som om, at fundamentet er lagt, men at vi ikke kan bygge videre, fordi han ikke er her til at placere den næste sten.

Lad os tale sandt om denne smerte. Det er ikke let at se på de planer, han havde, og de drømme, han bar på, og så mærke tomheden. Thao, Alan, Ryan – jeg ved, at hvert hjørne af jeres hjem bærer på hans aftryk. Jeg ved, at når I ser på de ting, han elskede, eller tænker på de fly, han ville have fløjet, så rammer savnet jer ikke som en tanke, men som en bølge. Det er ikke forkert at spørge: 'Hvorfor blev værket ikke færdigt?' Det er ikke forkert at føle, at man står alene tilbage med byggeplaner, som man ikke længere ved, hvordan man skal læse.

Men hør, hvad Paulus siger i dagens læsning fra Filipperbrevet: 'Gud er den, der virker i jer, både at ville og at virke for hans gode vilje.' Det er ikke jeres opgave at bygge tårnet færdigt i egen kraft. Det er Guds værk. Det, som Benjamin begyndte – hans kærlighed, hans smil, hans evne til at se verden med undren – det er ikke gået tabt. Gud har taget det op i sin egen hånd. Det, der for os ligner et ufærdigt tårn, er i Guds øjne et værk, der har nået sin fuldendelse i himlen.

Midt i denne sorg sniger der sig ofte en ubuden gæst ind: skylden. Den hvisker spørgsmål, som intet menneske burde bære: 'Er det min skyld? Kunne jeg have gjort mere for at sikre, at han kunne blive her?' Jeg beder jer, lyt til dette ord fra Herren: Der er ingen fejl i jeres kærlighed. Sygdom er aldrig en straf, og det er aldrig jeres skyld. Gud sidder ikke i himlen og anklager jer. Han er ikke en dommer, der leder efter fejl i jeres omsorg; han er Faderen, der græder med jer, fordi han ved, hvad det vil sige at miste en søn. Nogle sorger kommer til verden som en storm, der rammer uden varsel, og ingen menneskelig kærlighed, uanset hvor dyb og sand den er, kunne have forhindret det. I har elsket Benjamin med en renhed, som han mærkede hver eneste dag. I har intet at bebrejde jer selv. I er frie.

Benjamin var en dreng, der forstod, hvad det betød at give. Husker I, hvordan han, blot femten år gammel, tilbød at give hele sin opsparing for at hjælpe sin onkel William? Han knuste den aldrig, han tømte den ikke med larm; han rakte den blot frem, åben og fuld af en drengs rene vilje til at give alt. Det var ikke en transaktion; det var en gave af selvet. Det var hans måde at sige: 'Jeg ser din smerte, og jeg vil bære den med dig.' Den godhed, han udviste, er ikke forsvundet. Den flyder videre, som det friske vand i den brønd i Vietnam, der er boret i hans navn, og som nu giver liv til dem, der tørster. Hans kærlighed arbejder stadig i verden, og den kalder på jer til at fortsætte med at leve.

Jesus siger i evangeliet: 'Den, der ikke bærer sit kors og går efter mig, kan ikke være min discipel.' Det kors, I bærer nu, er tungt. Men at bære det betyder ikke at gå alene. Det betyder at gå i Jesu fodspor, selv når vejen er mørk. Det betyder at vide, at han har gået samme vej før jer. Han kender til savnet, han kender til den tomme plads, han kender til den smerte, der føles som om, den aldrig vil slippe. Og han lover jer: 'Jeg er med jer alle dage.'

Ryan, min dreng. Du ved, at båndet mellem dig og din bror er stærkere end døden. I delte så meget – rejsen, drømmene, det stille fællesskab. Han hepper på dig fra den anden side, hver gang du ser op mod himlen, hver gang du tænker på de fly, I engang ville spotte sammen. Du skal ikke være stærk for to. Du skal bare være dig selv, vide at du er elsket, og lade hans minde være som en mild brise, der følger dig. Han er med dig, mere end du aner.

Benjamin er nu i 'Banquet of Heaven'. Han er hos Faderen, og han ser jer med det samme smil, som I kender så godt. Han er ikke tabt; han er blot gået forud til den middag, hvor ingen længere sørger, og hvor hver tåre bliver tørret af. Han står der sammen med andre unge sjæle, som den hellige Carlo Acutis, der også levede kort, men hvis hjerter brændte af kærlighed. De står der som vidner om, at livet ikke ender, men forvandles.

Så hvad skal I tage med jer, når I går ud af døren i dag? Gør en lille ting i Bens navn. Sig et varmt ord til en, der trænger til det, eller send en stille bøn op for et andet barn, der lider et sted i verden. Lad hans godhed fortsætte gennem jeres hænder. Hold fast i det håb, der aldrig skuffer. I er aldrig alene, for Guds kærlighed er større end det savn, I bærer på. Må jeres hjerter finde hvile i den visshed, at Benjamin er i Guds hånd, og at I er forbundet med ham for evigt. Amen.