Fredag i den 23. uge i det almindelige kirkeår

Vi kender alle den fornemmelse af at se en atlet, der gør sig klar til start. Der er en intensitet i blikket, en fokuseret ro i kroppen, før startskuddet lyder. Paulus bruger dette billede i dag, når han taler til korintherne om at løbe i væddeløbet. Han taler ikke om at løbe uden mål, ikke om at skygge-bokse, men om at træne kroppen med en disciplin, der er rettet mod en uforgængelig krone. Det er et billede på det kristne liv: en målrettet vandring mod det, der aldrig forgår.

For to måneder siden, den 13. juni, krydsede Benjamin Vo målstregen i dette jordiske liv. For jer, Thao og Alan, og for dig, Ryan, føles dette væddeløb måske som om, det er blevet afbrudt på den mest uretfærdige måde. Men lad os i dag se på billedet af løberen. Ben var selv en fighter. Han kendte værdien af at give alt, hvad man havde, på badmintonbanen. Han kendte glæden ved at kæmpe for at nå et mål, ikke for at vinde over andre, men for at gøre sit bedste. 'At prøve er alt, hvad der betyder noget,' sagde han. Det var hans filosofi. Og det var netop denne indstilling, der gjorde ham til den, han var: en dreng med et hjerte så stort, at det ikke kun rummede hans egne drømme, men også en dyb omsorg for dem, han elskede.

Paulus skriver: 'Jeg er blevet alt for alle, for at jeg i det mindste skal kunne frelse nogle.' Det er en radikal erklæring. Det handler om at give slip på sin egen ret, sin egen bekvemmelighed, for at vinde andre for Evangeliet. Benjamin forstod dette instinktivt. Tænk på det øjeblik, hvor han tilbød at give hele sin sparegris til sin onkel William, da han var syg. Han brød den ikke, han tømte den ikke, han gav den ikke væk; han tilbød den. I det øjeblik var Ben ikke længere en dreng med en sparegris; han var en sjæl, der rakte ud efter en anden. Det var hans måde at være 'alt for alle' på. Det var et offer af kærlighed, der var renere og mere værdifuldt end noget guld.

Jeg ved, at der er dage, hvor sorgen føles som en mur, man ikke kan løbe udenom. I sidder med spørgsmål, der ikke har nogen svar. Måske sniger tanken sig ind: 'Hvad hvis? Kunne jeg have gjort mere? Overså jeg noget?' Jeg vil sige dette til jer, så ømt og så tydeligt, som jeg overhovedet kan: Hverken Benjamin eller I har syndet. Sygdom er aldrig en straf. Det er aldrig et tegn på, at I har svigtet eller overset et tegn. I var der. I elskede ham med en kærlighed, der var så ren, at den spejler Faderens egen. I har intet at bebrejde jer selv. Gud anklager jer ikke. Han ser ikke på jeres tårer og ser mangler; han ser på jeres hjerter og ser en trofasthed, der har båret ham hele vejen. I har været de forældre, Benjamin havde brug for, og han har været den søn, der har lært jer, hvad det vil sige at elske uden forbehold.

Jesus siger i dag: 'Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget?' Det er en advarsel mod at dømme, men det er også en invitation til at se klart. Når vi bærer på sorg, kan vi blive blinde. Vi kan blive blinde over for Guds nåde, fordi vi er så fokuserede på vores egen smerte eller vores egen skyld. Men Jesus kalder os til at fjerne bjælken – at fjerne den byrde af anklager, vi lægger på os selv – så vi kan se klart. Og hvad ser vi, når vi ser klart? Vi ser, at Benjamin ikke er gået tabt. Han er ikke i en pit, som Jesus advarer om. Han er i Guds bolig, som salmisten synger om: 'Hvor er din bolig dejlig, Herre, den Almægtige!'

Benjamin var en dreng, der elskede at se verden fra oven. Tænk på ham, når han stod på en bro i Miniatur Wunderland med sin far og bror, eller når han kiggede ud over New Yorks skyskrabere. Han havde et blik, der altid søgte mod horisonten. Han drømte om at forbinde verden gennem sit eget 'Con Chim Airlines'. Det var ikke bare leg; det var en længsel efter at se verden fra et højere perspektiv. Nu ser han alt fra Guds perspektiv. Han ser jer. Han er ikke langt væk. Han er hos Faderen, og han er den, der nu hepper på jer i jeres eget væddeløb.

Ryan, din bror elskede dig højt. Du bærer hans smil videre. Du er den, der skal fortsætte med at udforske verden, som han gjorde. Når du ser et fly glide hen over himlen, så husk, at din bror er med dig. Han er stolt af dig. Han er din største heppekor fra den anden side. Fortsæt med at være den, du er, for du er en del af hans arv. Og til jer, Thao og Alan, vid at jeres kærlighed til ham er den motor, der holder hans minde levende. Den 'Well of Love', der nu flyder i Vietnam i hans navn, er et billede på det liv, han stadig giver videre. Det vand, der slukker tørsten hos de fattige, er Benjamins kærlighed, der flyder videre i verden.

Lad os ikke løbe målløst. Lad os løbe med blikket rettet mod Kristus. Hver dag, når I mærker savnet, så gør én lille ting i Benjamins navn. Det behøver ikke være stort. Det kan være et smil til en fremmed, en hjælpende hånd til en nabo, eller blot et øjebliks stilhed, hvor I mærker hans nærvær. Det er ikke jeres præstationer, der tæller, men jeres kærlighed. Det er det offer, I bærer i jeres hjerter hver dag.

Benjamin venter ved festbordet. Han er hos den hellige Carlo Acutis, og de to sidder og venter på jer. De forstår, hvad det vil sige at blive kaldt hjem tidligt. De forstår jeres længsel. Indtil den dag, hvor I mødes igen, så lev i håbet. Lev i lyset. Og husk altid, at I er elsket, præcis som I er. Intet, slet intet, kan skille jer fra Guds kærlighed. Han bærer jer, når I ikke selv kan gå. Han tørrer jeres tårer. Og Benjamin? Han er med jer i hvert åndedrag, i hvert smil, og i hver drøm, I tør drømme. Amen.