Mindehøjtidelighed for den hellige Peter Claver, præst

Vi kender alle det øjeblik, hvor vi ser på noget, der engang var en fast del af vores hverdag – et par sko, der står ved døren, eller en åben bog på bordet – og vi mærker, hvordan verden for et øjeblik står stille. Det er ikke et stort, dramatisk øjeblik, men en lille, stille påmindelse om, at alt her i livet er flygtigt. Paulus skriver i dag til korintherne med en ærlighed, der kan føles som et sår: 'Verden i sin nuværende skikkelse går under.' Det lyder måske hårdt, men det er ikke en dom. Det er en invitation til at se på det, der virkelig betyder noget.

For to måneder siden, den 13. juni, vendte Benjamin Vo hjem til Gud. I jeres hjem, Thao og Alan, og for dig, Ryan, er denne sandhed om verdens flygtighed ikke længere en teologisk tanke; det er jeres virkelighed. I har mærket, hvordan det, der føltes som en evighed, pludselig blev forandret. Benjamin var en dreng, hvis sind var som en åben himmel – altid søgende, altid nysgerrig, altid på vej mod nye horisonter. Han var drengen, der kunne kode komplekse systemer, men som samtidig havde det mest milde hjerte, man kan forestille sig. Han var en, der elskede at observere verden, fra de store Boeing 737-fly i lufthavnen til de små detaljer i en samtale med sin far. Benjamin var en, der levede med en intensitet, der var alt for stor til denne lille verden.

Paulus siger: 'Lad dem, der græder, være som de, der ikke græder.' Det er ikke en opfordring til at undertrykke jeres sorg. Gud beder jer aldrig om at lade som ingenting. Han beder jer om ikke at lade sorgen blive jeres eneste hjem. Når I mærker den tunge sorg, så husk, at det er et tegn på den kærlighed, I har delt. Benjamin var ikke bare en søn; han var en gave. Han var den dreng, der uden tøven tilbød at give alt, hvad han ejede – sin sparegris – for at hjælpe sin onkel William. Han brød den ikke, han tømte den ikke, han gav den ikke væk; han tilbød den. Det offer var hans hjerte i miniature. Det var en kærlighed, der var så ren, at den slet ikke kendte til grænser.

Jeg ved, at der i de stille timer kan snige sig en hvisken ind i jeres sind: 'Hvad hvis?' eller 'Kunne vi have gjort mere?' Jeg vil sige dette til jer, så tydeligt og så ømt som jeg kan: Hverken Benjamin eller I har syndet. Sygdom er aldrig en straf. Det er aldrig et tegn på, at I har svigtet. I var der. I elskede ham med en kærlighed, der var så stærk, at den stadig bærer jer i dag. Gud anklager jer ikke. Han ser ikke på jeres tårer og ser mangler; han ser på jeres hjerter og ser en kærlighed, der spejler Hans egen. I har intet at bebrejde jer selv.

I dagens evangelium hører vi Jesus sige: 'Salige er I, som græder nu, for I skal le.' Det er et løfte, der rækker ud over vores nuværende smerte. Det er ikke en trøst for fremtiden, som ikke har noget med nuet at gøre; det er en forsikring om, at Gud er midt i jeres gråd. Han er der, når I minder hinanden om Benjamins smil, eller når Ryan finder et fly-kort, der minder ham om sin bror. Han er der, når I føler, at I ikke kan tage et skridt mere. Han er der, fordi Han er den, der har lovet at tørre hver tåre af jeres kinder.

Benjamin er nu hos Faderen. Han er fri. Han er som den dreng, Alan så i sin drøm den 25. juni – stærk, rask og i live. Han er ikke længere begrænset af det, der gjorde ondt. Han sidder ved det bord, som Jesus taler om, hvor de sultne bliver mættede, og hvor sorgen bliver forvandlet til jubel. Han er sammen med den hellige Peter Claver, hvis minde vi fejrer i dag, en mand der gav sit liv for dem, der var glemt. Benjamin har også givet sit livs aftryk til verden – ikke kun gennem sin nysgerrighed og sin intelligens, men gennem den 'Well of Love', der nu flyder i Vietnam i hans navn. Det vand, der giver liv til de tørstige, er et billede på Benjamins liv: Det var ikke et liv, der sluttede; det var en kilde, der blev åbnet.

Ryan, din bror elskede dig højt. Du bærer hans smil videre. Du er den, der skal fortsætte med at udforske verden, som han gjorde. Når du kigger op på himlen og ser et fly, så husk, at din bror er med dig. Han er stolt af dig. Han er din største heppekor fra den anden side. Fortsæt med at være den, du er. Det er den bedste måde at ære ham på.

I skal ikke lade sorgen definere jeres fremtid. I skal lade kærligheden gøre det. Gør i dag én lille ting i Benjamins navn. Måske er det at smile til en fremmed, måske er det at give en lille hjælpende hånd til en, der trænger. Det behøver ikke være stort. Det er offeret, der tæller. Det er jeres kærlighed, der strømmer gennem den brønd i Vietnam, som er indviet i hans navn. Det er vand, der giver liv. Det er Benjamins legacy – en kilde, der aldrig tørrer ud.

Så gå ud i dag med dette håb: I er ikke alene. Gud er med jer. Han bærer jer, når I ikke selv kan gå. Han tørrer jeres tårer, og han minder jer om, at intet, slet intet, kan skille jer fra hans kærlighed. Benjamin er hos Gud, og en dag skal I mødes igen. Indtil da, så lev i lyset. Lev i håbet. Og husk altid, at I er elsket, præcis som I er. Benjamin venter ved festbordet, og indtil da, er han med jer i hvert åndedrag.