Mindedag for den hellige Monica

Forestil jer, at I står ved en lufthavnsgate.

Der er en helt særlig atmosfære dér, ikke sandt? Det er et sted præget af forventning, af rastløshed, af øjne, der hele tiden søger mod de store skærme for at se, hvornår det næste fly lander. Der er folk, der venter på deres kære, og der er dem, der selv skal afsted. Man tjekker uret. Man tjekker gatenummeret. Man venter på det øjeblik, hvor døren åbnes, og ansigtet, man har længtes efter at se, endelig kommer til syne.

For Benjamin – for vores kære Ben – var lufthavnen ikke bare et sted for transport. Det var et sted for forundring. Sammen med sin far kunne han bruge timer på det, de kaldte 'airport spotting'. At stå der og betragte de enorme maskiner, især hans yndlingsfly, Boeing 737, der løftede sig mod skyerne eller satte hjulene på asfalten med præcision. Han forstod mekanikken bag det, men han elskede også selve øjeblikket – det øjeblik, hvor flyet endelig ankommer.

I dag fejrer Kirken den hellige Monica. Hun er måske den ultimative helgen for dem, der venter. I over tredive år ventede hun ved 'gaten' til sin søns hjerte. Hun ventede på, at Augustin skulle finde vej hjem til Gud. Hun græd, hun bad, og hun holdt sig vågen i ånden, præcis som dagens evangelium opfordrer os til. Hun vidste, hvad det ville sige at vente i mørket på et lys, man endnu ikke kan se.

Dette billede af at vente – af at være vågen og parat – er den røde tråd, der løber gennem alt, hvad vi hører i dag. Men det er en svær tråd at holde fast i, når hjertet er tungt af savn.

…

Vi må sige sandheden, før vi kan finde trøsten.

Sandheden er, at det i dag er omkring to måneder siden, den 13. juni, at Benjamin Vo rejste i forvejen. To måneder. Det er den tid, hvor den første chokbølge er ebbet ud, og hvor den lange, seje stilhed begynder at fylde rummene. Augusts varme minder os måske om de sommerdage, hvor Ben var her, hvor han smilede, hvor han legede med sin bror Ryan, eller hvor han sad fordybet i sine koder og sine drømme om 'Con Chim Airlines'.

Når vi hører Jesu ord i evangeliet: »Våg derfor, for I ved ikke, på hvilken dag jeres Herre kommer,« så kan det føles som et sår, der bliver revet op. For vi tænker: 'Vi var vågne. Vi bad. Vi passede på ham. Hvorfor kom døden så som en tyv om natten og brød ind i vores hus?'

Det er det sværeste spørgsmål af alle. Det er den smerte, der kan få troen til at vakle. For hvis vi ikke kender timen, hvordan kan vi så nogensinde føle os trygge? Hvis Herren kommer uventet, hvordan kan vi så finde fred i ventetiden?

…

Men lad os se på, hvad det vil sige at være en 'tro og klog tjener', som Jesus taler om.

At være vågen betyder ikke, at vi skal leve i konstant angst for katastrofen. Det betyder at leve med et hjerte, der er vendt mod det væsentlige. Det betyder at leve sådan, at når Herren endelig kommer – uanset hvornår det er – så finder han os i gang med at elske.

Benjamin var en dreng, der var ualmindeligt 'vågen'. Hans sind var lysvågent. Tænk på hans intellekt, hans evne til at mestre 8. klasses matematik i 4. klasse, hans dybe dyk ned i AI og cloud-infrastruktur. Han spildte ikke sin tid. Han brugte sine gaver. Han var, som Paulus skriver til korintherne i dagens første læsning, »blevet rig på alt i ham, på al tale og al kundskab«. Gud havde udrustet Ben med spirituale gaver, som var langt forud for hans alder. Han ventede ikke på at blive voksen med at begynde at skabe og forstå; han var allerede i gang.

Men det vigtigste var ikke hans koder eller hans matematiske geni. Det vigtigste var hans hjertes vågenhed.

Der er en lille historie om Ben, som fortæller alt. Da hans onkel William blev ramt af slagtilfælde, sad den 15-årige Benjamin ikke bare passivt hen. Han gik til sin mor og far og tilbød at give hele indholdet af sin sparegris for at hjælpe. Han brød den ikke op, og pengene blev ikke nødvendige, men selve tilbuddet – den rene, uforstyrrede impuls til at give alt, hvad han ejede, for at lindre en andens nød – det er definitionen på en tjener, som Herren finder 'i gang med det'.

Ben behøvede ikke at vide, hvornår timen kom, for han levede allerede i kærlighedens beredskab. Han var vågen over for andres smerte. Han var vågen over for sin families behov. Han var den sødeste dreng, der altid smilede, fordi hans indre var i orden. Han var klar, ikke fordi han frygtede døden, men fordi han elskede livet og sine medmennesker så højt.

…

Kære Alan og Thao. Jeg ved, at der i de stille timer kan snige sig en mørk skygge ind – en hvisken om, hvorvidt I kunne have gjort mere. 'Hvis bare herren i huset havde vidst, i hvilken nattevagt tyven kom, så havde han våget,' siger evangeliet.

Men hør mig nu: I skal ikke læse disse ord som en anklage mod jeres vågenhed. I faldt ikke i søvn. I var de mest trofaste vægtere ved Benjamins side. I rejste jorden rundt med ham, I holdt ham i hånden gennem hver eneste kamp, I skabte et hjem fyldt med tro og kærlighed. I missede intet.

Sygdom er ikke en straf, og den er ikke et resultat af manglende årvågenhed fra dem, der elsker. Da disciplene spurgte Jesus om den blinde mand, svarede han: »Hverken han selv eller hans forældre har syndet« (Joh 9,3). Nogle gange bryder 'tyven' ind, uden at nogen menneskelig magt kan forhindre det. Men det, tyven ikke kan stjæle, er den kærlighed, I har investeret i Benjamin. Den er gemt i Guds evighed.

Løft den byrde af skyld fra jeres skuldre. Gud ser jeres tårer, ligesom han så den hellige Monicas tårer. Han anklager jer ikke; han græder med jer. Han ser, at I var 'tro og kloge tjenere' for jeres søn, og han siger til jer: 'Godt gået, I gode og tro tjenere.'

…

Og hvad med os andre? Hvad med Ryan, og hvad med alle dem, der følger med fra nær og fjern, især andre familier, der bærer på tunge kors?

Vi bliver mindet om, at Gud er trofast. Det er de ord, Paulus bruger i dag: »Gud er trofast, han, som har kaldet jer til fællesskab med sin søn, Jesus Kristus, vor Herre.«

Guds trofasthed betyder ikke, at vi bliver sparet for sorg. Det betyder, at han aldrig forlader os i sorgen. Han er trofast mod Benjamin, som han nu har taget imod ved den himmelske gate. Han er trofast mod jer, når I føler jer forladte.

Benjamin er nu en del af det, vi kalder 'Skyen' – ikke bare den digitale cloud, han arbejdede med, men den 'sky af vidner', som helgenerne udgør. Han er sammen med Sankt Carlo Acutis. Forestil jer dem to – to tech-genier, to milde sjæle på femten år – der nu ser alt det, de før kun kunne se gennem koder og algoritmer. De ser Guds ansigt. De ser den fuldendte logik i kærligheden.

Benjamins arv lever videre. Den lever i 'Giếng Gioan Baotixita' – brønden i Cà Mau. Hans mellemnavn, Đại Dương, betyder 'Det Store Hav'. Og nu strømmer der rent vand fra en brønd i hans navn, som et tegn på, at hans liv fortsætter med at give liv. Selvom han ikke længere er her kropsligt, så er hans kærlighed stadig i bevægelse. Den rækker ud til den tørstige, præcis som han ville have rakt sin sparegris frem.

…

Hvad skal vi bære med os ud ad døren i dag?

Vi skal bære Monicas udholdenhed og Benjamins åbenhed.

Når I ser op mod himlen og ser et fly trække hvide striber efter sig, så tænk på Ben. Tænk på hans glæde ved Boeing 737 og hans drøm om 'Con Chim Airlines'. Lad det minde jer om, at vi alle er på en rejse. Vi venter alle ved gaten. Men vi venter ikke på et ukendt mørke; vi venter på en Far, der elsker os.

Ryan, din bror er ikke forsvundet. Han er bare landet før os. Han holder en plads til dig. Din opgave nu er at leve med det samme mod og den samme nysgerrighed, som han havde. Bliv ved med at udforske, bliv ved med at lære, og vid, at han hepper på dig fra den anden side.

Lad os i dag gøre én lille ting: Lad os være 'vågne' over for dem, vi elsker. Lad os ikke tage en eneste dag for givet. Sig de ord, der skal siges. Vis den godhed, der brænder i jeres hjerte. Benjamin lærte os, at man ikke behøver et langt liv for at efterlade et uudsletteligt spor af kærlighed. Man skal bare have et hjerte, der er parat til at give alt.

Må fredens Gud, som kaldte Benjamin hjem, give jer styrke til at gå videre, indtil vi alle samles ved det store festmåltid, hvor ingen dør nogensinde igen skal lukkes.

Æret være Benjamins minde.

Amen.