Mindedag for de hellige Marta, Maria og Lazarus

»Herre, hvis du havde været her, var min bror ikke død.«

Sådan råber Marta i dagens evangelium. Hvor ofte har det samme »hvis blot« ikke hvisket i vore egne hjerter? Jeremias råber det samme i første læsning: »Hvorfor er min smerte uden ende?«

I sorgen søger vi efter svar. Nogle gange bærer forældre og pårørende i stilhed på en tung og uvirkelig skyldfølelse … en usikkerhed om, hvorvidt man overså noget, eller om man kunne have gjort mere. Men hør Jesu svar til os: Det var hverken jeres skyld eller mangel på omhu. Gud sender ikke sygdom, og I forsømte intet. I gav alt den kærlighed og omsorg, et menneske overhovedet kan bære. Læg den tunge sten fra jeres hjerter … I er frie til blot at sørge og elske uden skyld.

Marta var en kvinde med et klart og skarpt sind. Da Jesus siger til hende: »Jeg er opstandelsen og livet … Tror du det?«, svarer hun uden tøven med en af de mest direkte trosbekendelser i evangeliet: »Ja, Herre, jeg tror.«

Når vi tænker på Benjamin Vo i dag, seks uger efter at han gik i forvejen, ser vi netop det samme lysende intellekt. Ben havde et helt ekstraordinært sind. Han elskede logik, tal og komplekse sammenhænge. Hans nysgerrige hjerne søgte altid efter at forstå, hvordan verden hang sammen, med en klarhed og begavelse, der fyldte os med beundring.

Det var en gave fra Gud – et sind skabt til at søge sandhed. Nu har Benjamin fundet den fuldkomne Sandhed. Hans skarpe tanke og milde sjæl hviler ikke længere i ubesvarede spørgsmål, men i Kristi evige lys, svøbt i vor Frue Marias moderlige favn.

Kære Alan og Thao, kære Ryan … sorgen er dyb, men Benjamins lys slukkes aldrig. Fortsæt med at leve og holde sammen, især for Ryans skyld, der bærer sin brors skarpe og kærlige ånd videre.

Til jer alle – familien, og I som lytter med fra det fjerne, især syge børn og enhver familie, der bærer et tungt kors: I er set og elsket af Gud. Han er vor tilflugt på trængslens dag. Amen.