Festen for den hellige Bartholomæus, apostel

Prøv et øjeblik at se op. Ikke bare mod loftet i det rum, hvor I befinder jer, men højere op. Forestil jer den uendelige, blå himmel, som Benjamin elskede at betragte. Han kiggede ikke bare på skyerne; han kiggede efter vinger. Han kiggede efter Boeing 737’ere, der skar sig vej gennem luften, og han kiggede efter fugle, der svævede frit. Han havde endda en drøm, en vidunderlig, barnlig og dog visionær drøm, om at skabe sit eget flyselskab: 'Con Chim Airlines'. Fuglenes flyselskab. Når han talte om det, lyste hans ansigt op, og et lille fnis slap ud – et grin, der rummede hele hans nysgerrighed og hans ufordærvede glæde ved skaberværket.

I dag, på festen for apostlen Bartholomæus – som i evangeliet kaldes Nathanael – taler Guds ord til os om netop dette: at se op, at se dybere og at se himlen åbnet.

I Johannesevangeliet møder vi Nathanael under et figentræ. Det er et sted for fred, for eftertanke, måske endda for bøn. Men Nathanael er skeptisk. Da Filip fortæller ham, at de har fundet Messias, Jesus fra Nazaret, svarer han med en bemærkning, der er blevet berømt: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Han er ikke bange for at sige sandheden, som han ser den. Han gemmer sig ikke bag høflige fraser. Og det er netop det, Jesus ser i ham. Da Jesus ser ham komme, siger han: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.«

Uden svig. Uden duplikation. Et hjerte, der er helt og gennemsigtigt.

Når jeg læser disse ord, tænker jeg på Benjamin. På Ben. Han var en dreng med en sjælden intellektuel kraft, en der mestrede koder, AI og komplekse matematiske systemer, længe før andre børn overhovedet forstod sproget i det. Men bag denne skarpe, analytiske hjerne bankede et hjerte, der var fuldstændig 'uden svig'. Han var den sødeste dreng, altid smilende, altid respektfuld. Der var ingen skjulte dagsordener hos Benjamin Vo. Hans godhed var ikke noget, han tog på; det var den, han var.

Tænk på den lille historie om hans sparegris. Da hans onkel William blev ramt af sygdom, tilbød den 15-årige Benjamin, helt uopfordret, at give hele sit indhold i sparegrisen væk for at hjælpe. Han knuste den ikke, og pengene blev ikke nødvendige, men selve tilbuddet – den rene, uforstyrrede impuls til at give alt, hvad man ejer, for at lindre en andens smerte – det er definitionen på et hjerte uden svig. Det er et hjerte, der er klar til at se himlen åbnet.

Men i dag, to måneder efter den 13. juni, må vi også turde sige sandheden, før vi søger trøsten. Sandheden er, at for jer, Alan og Thao, og for dig, Ryan, føles himlen måske ikke åben. Den føles måske lukket, tavs og uendeligt fjern. Smerten ved at miste Benjamin er ikke noget, der bliver mindre, fordi ugerne går; tværtimod kan stilheden efter to måneder føles endnu tungere, fordi hverdagens larm er vendt tilbage for alle andre, mens jeres hjem stadig mangler hans stemme, hans grin og hans nysgerrige spørgsmål om teknologi og luftfart.

Det er den tomme stol ved bordet. Det er de øjeblikke, hvor man glemmer det et sekund, for så at blive ramt af savnet som en bølge, der tager vejret fra én. Det er den tunge erkendelse af, at 'Con Chim Airlines' nu flyver i en anden dimension, som vi ikke kan se med vores fysiske øjne. Vi må ikke skynde os forbi dette sår. Vi må stå i det og erkende, at det gør ondt.

Og midt i denne smerte, midt i jeres eget 'figentræ', hvor I sidder med jeres sorg, lyder Jesu ord til Nathanael: »Før Filip kaldte på dig, så jeg dig under figentræet.«

Det er vendepunktet. Jesus ser os ikke kun, når vi er stærke. Han ser os, når vi sidder i skyggen af vores sorg. Han ser jer, Alan og Thao, i de søvnløse nætter. Han ser dig, Ryan, når du savner din bror og din bedste ven. Han ser jeres tårer, og han ser jeres kærlighed. Han kender hver eneste tanke, hvert eneste 'hvorfor'.

Nogle gange, når en familie gennemgår en tragedie som denne, kan der snige sig en frygtelig hvisken ind i hjertet: 'Gjorde vi nok? Overså vi noget? Er dette en straf?' Lad mig sige det med al den autoritet, som evangeliet giver: Nej. Sygdom og død er aldrig en straf fra Gud. Da Jesus blev spurgt om den blinde mand, sagde han: »Hverken han selv eller hans forældre har syndet.« (Joh 9,3). Benjamin blev ramt af noget, der var uden for enhver menneskelig kontrol. I elskede ham, I kæmpede for ham, I rejste verden rundt med ham for at give ham minder og glæde. I har intet at bebrejde jer selv. I har været de bedste forældre og den bedste bror, han kunne ønske sig. Løft den sten af skyld fra jeres hjerter; Gud anklager jer ikke, Han holder om jer.

I dagens første læsning fra Åbenbaringen får vi et glimt af det, Jesus lovede Nathanael: »Du skal få større ting at se end det... du skal se himlen åben.«

Johannes beskriver den hellige by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen. Den stråler af Guds herlighed. Dens lys er som den kostbareste ædelsten, som krystalklar jaspis. Den har tolv porte, og den har tolv grundsten med apostlenes navne. Det er et billede på fuldkommen orden, skønhed og uendeligt lys. Det er den destination, alle Benjamins flyrejser i virkeligheden pegede mod.

Benjamin Đại Dương – hans navn betyder 'Det Store Hav' – er nu ikke længere begrænset af jordens tyngdekraft eller sygdommens lænker. Han er i den by, hvor alt er klart som krystal. Han er ved det 'Himlens Festmåltid', som vi taler om, sammen med den unge Sankt Carlo Acutis. To unge sjæle, der begge elskede computerteknologi, begge havde et strålende sind, og som nu begge ser Guds ansigt.

Forestil jer Benjamin i den by. Han studerer sikkert de himmelske arkitekturer med samme intensitet, som han studerede AWS-skyen og DevOps. Han ser nu de 'større ting', som Jesus lovede. Han ser englene stige op og ned. Han ser den kærlighed, der holder hele universet sammen.

Men han er ikke adskilt fra jer. I dagens salme sang vi: »Herren er nær hos alle, der kalder på ham.« Han er nær hos jer, og fordi Benjamin er i Gud, er Benjamin også nær hos jer. Den kærlighed, I delte – de ti byer i Europa, de stille stunder med 'airport spotting', de måltider I nød sammen – den kærlighed er en bro, som døden ikke kan rive ned.

Når Benjamin i sin fars drøm sagde: »Det er okay, jeg vil passe på jer,« så var det ikke bare en drøm. Det var en hilsen fra den åbne himmel. Det var en bekræftelse af, at han lever, at han er stærk, og at hans kærlighed til jer er uforandret.

Til alle jer, der lytter med, måske fra Vietnam, måske fra andre steder i verden, og som selv bærer på et tungt kors: Se på Benjamin. Lad hans milde smil og hans 'hjerte uden svig' være en inspiration. Han lærte os, at det vigtigste i livet ikke er, hvor længe vi lever, men hvor meget vi elsker, og hvor nysgerrige vi er på Guds verden.

Han lever videre i den brønd, der er gravet i hans navn i Cà Mau. Det vand, der strømmer fra 'Giếng Gioan Baotixita', er et jordisk tegn på det krystalklare vand i det ny Jerusalem. Hver gang et barn drikker af den brønd, lever Benjamins godhed videre. Hver gang vi viser barmhjertighed mod de fattige i hans navn, åbner vi et lille vindue til himlen.

Hvad skal vi bære med os ud ad døren i dag?

Vi skal bære Nathanaels ærlighed og Benjamins mildhed. I de kommende dage, når sorgen føles tung, så prøv at gøre én lille ting: Gå udenfor, se op mod himlen, og hvis I ser et fly eller en fugl, så send en tanke til Benjamin. Vid, at han ikke længere blot kigger op, men at han kigger ned med det samme store, varme smil.

Lad os ikke leve som dem, der ingen håb har. Lad os leve som venner af Gud, der forkynder Hans riges herlighed. Himlen er ikke lukket. Den er åben. Og en dag skal vi alle se de 'større ting', som Benjamin allerede nu skuer.

Alan, Thao, Ryan – bliv ved med at elske hinanden. Bliv ved med at leve for Ben. Han er ikke bag jer; han er foran jer, og han venter ved den port, der altid står åben.

Hvile i fred, kære Benjamin. Vi ser op, og vi ser dig.

Amen.