Lørdag i den nittende uge i det almindelige kirkeår — Dagens Ord

Indledning

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus.

Syndsbekendelse

Herre, forbarm dig over os. Kristus, forbarm dig over os. Herre, forbarm dig over os.

♪ “Kyrie (Version A: Thánh Ca)” — A song for Ben

Guds ord

Første læsning · Rev 11:19A; 12:1-6A, 10AB

Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel. Et stort tegn viste sig på himlen: en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og en krone af tolv stjerner på sit hoved. Hun var gravid og skreg af smerte i sine fødeveer. Så viste der sig et andet tegn på himlen: en stor, ildrød drage med syv hoveder og ti horn og med syv diademer på sine hoveder. Hendes hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og slyngede dem ned på jorden. Og dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. Hun fødte et sønnebarn, som skal vogte alle folkene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone. Men kvinden flygtede ud i ørkenen, hvor hun har et sted, som Gud har gjort rede til hende. Og jeg hørte en høj røst i himlen sige: »Nu er frelsen og magten og riget kommet, vor Guds rige og hans Salvedes myndighed.«

Anden læsning · 1 Cor 15:20-27

Brødre og søstre: Kristus er opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. For fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør i Adam, skal alle også gøres levende i Kristus, men hver i sin orden: Kristus som førstegrøden, derefter, ved hans genkomst, de, der hører Kristus til. Derefter kommer enden, når han overgiver riget til Gud Fader, efter at han har tilintetgjort enhver herskermagt og enhver myndighed og kraft. For han skal herske, indtil han har lagt alle fjender under sine fødder. Den sidste fjende, der tilintetgøres, er døden, for »alt har han lagt under hans fødder«.

Evangelium · Luke 1:39-56

I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland, hvor hun gik ind i Zakarias' hus og hilste på Elisabeth. Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes moders liv, og Elisabeth blev fyldt af Helligånden og råbte med høj røst: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit moders livs frugt! Hvorfor timeligt dette mig, at min Herres mor kommer til mig? For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. Salig er hun, som troede, at det, der er talt til hende af Herren, skal opfyldes.« Og Maria sagde: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig i Gud, min frelser, for han har set til sin ringe tjenerinde. Fra nu af skal alle slægter prise mig salig, ty den Mægtige har gjort store ting mod mig, og helligt er hans navn. Hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer fra slægt til slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, han har spredt dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker. Han har stødt de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe. Han har mættet de sultne med gode gaver, og de rige har han sendt tomhændede bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og kommet sin barmhjertighed i hu, som han talte til vore fædre, mod Abraham og hans slægt til evig tid.« Maria blev hos hende i omkring tre måneder og vendte så hjem.

Min sjæl fryder sig i Gud, min frelser.

Prædiken

Når Maria møder Elisabeth i dagens evangelium, fyldes rummet af en ubeskrivelig fryd. Elisabeths barn springer af glæde i hendes moders liv, og Maria bryder ud i sin smukke lovsang: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig i Gud, min frelser.«

Hvorfor denne dybe glæde midt i en ukendt fremtid? … Fordi Maria ved, at Gud altid husker sine løfter. Han svigter aldrig sine børn.

Sankt Paulus uddyber dette håb for os i dag. Han skriver med fuld overbevisning: »Den sidste fjende, der tilintetgøres, er døden.« Døden har ikke det sidste ord. I Kristus er livet sejret, og alle skal gøres levende i ham.

I dag er der gået nøjagtig ni uger, siden Benjamin blev kaldt hjem til Gud.

Når vi læser om Marias glæde og Paulus' stærke løfte om opstandelsen, må vi tænke på de lyse, uforglemmelige øjeblikke, Benjamin Vo skabte omkring sig.

Tænk på billedet af Ben ved det storslåede Trevi-springvand i Rom … Han var fjorten år gammel, sad ved det klare, turkisblå vand i den varme sommersol, med et stort, lykkeligt smil med bøjle på tænderne og med sitt kors om halsen. Han sugede verden til sig med undren, nysgerrighed og ren glæde sammen med sin kære familie.

Det smukke kors, Ben bar om sin hals den dag i Rom, var ikke blot et smykke … Det var et tegn på det evige liv, han tilhører.

Benjamin er ikke tabt i intetheden. Det barn, vi elsker, er grebet af Gud og placeret tæt ved hans trone, som Åbenbaringsbogen fortæller os. Ben hviler nu i Himmerigets uvisnelige lys, hvor ingen smerte findes mere, omfavnet af Jomfru Marias moderlige kærlighed og i Kristi opstandne nærvær.

Kære Alan og Thao, kære Ryan … det kan føles uendelig svært at synge med på Marias lovsang, når sorgen over Ben trykker jeres hjerter. Men husk, at Kristus har besejret døden. Ben lever hos Gud. Hold tæt sammen i kærlighed, og lad Benjamins milde og glade ånd give jer styrke til at gå fremad hver dag – især for Ryans skyld.

Til hele familien, til tanter og onkler, og til alle, der lytter med langvejs fra – til ethvert barn, der lider, og enhver familie, der bærer et tungt kors: Må Guds sejr over døden fylde jeres hjerter med levende trøst og urokkeligt håb i dag. Amen.

Meditation

♪ “Min Dybe Fred (Version B)” — A song for Ben

Forbønner

For the intentions entrusted to Ben on our prayer wall:

“Ben – jeg savner dig så meget. Kom endelig og sig hej lige så tit du har lyst. Hjælp os med at fortsætte uden så megen smerte, min søn. Bed for os.”