Den 23. søndag i det almindelige kirkeår

Vi kender alle den følelse af at stå ved kanten af noget, vi ikke helt forstår. Det kan være en dør, der lukker sig, eller en samtale, der stopper lige dér, hvor vi havde brug for et svar mere. I dagens evangelium tager Jesus os med ind i en samtale, der handler om netop det – om hvordan vi forholder os til hinanden, når tingene går i stykker. Han taler om at gå til sin bror, at tale sammen, at søge en vej tilbage til fællesskabet. Men midt i disse formaninger om at rette op på fejl, lyder der en sætning, som vi må lade synke helt ind: »Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.«

Det er ikke en abstrakt teologisk læresætning. Det er et løfte. Det er et løfte til jer, Thao og Alan, og til dig, Ryan, og til alle jer, der i dag føler, at jeres verden er blevet mindre, mere stille, og måske mere ensom. For to måneder siden vendte Benjamin hjem til Gud. Og jeg ved, at i disse to måneder har spørgsmålet om 'hvorfor' sikkert banket på jeres dør mange gange. I dagens første læsning taler profeten Ezekiel om vagtmanden, der skal advare de andre. Det er en tung opgave. Det er en opgave, der handler om ansvar. Men vi må aldrig forveksle Guds kærlighed med menneskelig retfærdighed eller straf. Når vi ser på Benjamins liv, ser vi ikke en tilfældig række af begivenheder, men et liv, der var som en åben bog, præget af en helt særlig nysgerrighed og en utrolig evne til at se andre.

Benjamin var en dreng, der elskede at observere verden. Han var fascineret af alt det, der kunne flyve – de store Boeing 737-fly, de komplekse systemer i skyen, og drømmen om sit eget 'Con Chim Airlines'. Han havde et sind, der altid søgte mod horisonten. Men det, der virkelig definerede ham, var ikke hans tekniske snilde, men hans blik for dem, der havde det svært. Husk på den dag, hvor han ville give hele sin sparegris til sin onkel William, da han var syg. Han brød den ikke, han tømte den ikke, han gav den ikke væk; han tilbød den. Det er essensen af Benjamin. Det var et offer af kærlighed, før det overhovedet blev nødvendigt. Det var et hjerte, der altid var klar til at give alt.

Jeg ved, at mange af jer, der sidder her eller lytter med, bærer på jeres egne kors. Måske spørger I jer selv, om I gjorde nok, eller om I kunne have forudset noget. Jeg vil sige til jer i dag, med samme klarhed som Jesus, da han blev spurgt om den blinde mand: Hverken han eller hans forældre har syndet. Sygdom og sorg er ikke en straf for noget, I har gjort. Det er ikke jeres skyld. I har elsket Benjamin med en kærlighed, der var så ren, at den i sig selv er et vidnesbyrd om Guds nærvær. I har intet at bebrejde jer selv. Den sten, I bærer på – den sten af 'hvad nu hvis' – den skal I lægge fra jer i dag. Gud anklager jer ikke. Han holder jer fast.

Paulus skriver i dag til romerne: »I skal ikke skylde nogen noget, undtagen at elske hinanden.« Det er hele lovens opfyldelse. Det er det, Benjamin gjorde. Han elskede. Han elskede sin familie, han elskede sin bror Ryan, han elskede livet. Og den kærlighed forsvinder ikke, bare fordi han ikke længere er her fysisk. Den kærlighed lever videre i den brønd, der er indviet i hans navn i Vietnam, hvor rent vand nu strømmer til dem, der tørster. Hans mellemnavn, Đại Dương – det store hav – er blevet til en kilde, der giver liv. Det er sådan, Guds kærlighed arbejder; den forvandler vores største tab til en kilde for andre.

Ryan, din bror elskede dig højt. Du bærer hans smil videre. Du bærer hans nysgerrighed videre. Når du ser op mod himlen, så husk, at han er der. Han er fri nu. Han er i det lys, som ingen skygge kan nå. Og for jer, Alan og Thao, husk den drøm, hvor I stod i kø til is, og Benjamin betalte. Det var ikke bare en drøm. Det var en påmindelse om, at han nu er den, der drager omsorg for jer fra den anden side. Han er rask, han er stærk, og han er hos Faderen.

Vi skal ikke bære en sorg, der lukker os inde. Vi skal bære en kærlighed, der åbner os. Gør i dag én lille ting i hans navn. Måske er det at smile til en fremmed, måske er det at hjælpe en, der kæmper, måske er det bare at sende en tanke af taknemmelighed opad. Det er nok. Det er det, Gud beder om. Han kræver ikke store bedrifter af jer i jeres sorg. Han kræver kun, at I lader ham være midt iblandt jer.

Benjamin Vo var en dreng, der lærte os, at 'at prøve er alt, hvad der betyder noget.' Så prøv at leve i dag. Prøv at tage ét skridt ad gangen. Prøv at tro på, at selv når alt virker mørkt, så er Kristus til stede – lige der, hvor to eller tre er forsamlet. Han er der i jeres tårer, han er der i jeres minder, og han er der i det håb, der altid er stærkere end døden. Benjamin er hjemme nu, ved det store gæstebud, og han venter på jer. Indtil da, så lad hans kærlighed flyde gennem jer, som vandet i brønden, og find fred i, at I aldrig, aldrig står alene. Amen.