Mandag i Syttende Uge i Almindelig Tid

Kære brødre og søstre i Kristus,

Dagens evangelium præsenterer os for to korte, men dybe lignelser fra Jesus: sennepsfrøet og surdejen. Begge taler om, hvordan Guds rige vokser – fra noget lille og ubetydeligt til noget stort og livgivende. Jesus siger: ”Himmelriget ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede på sin mark. Det er det mindste af alle frø, men når det er vokset op, er det den største af alle planter.” Og så, om surdejen: ”Himmelriget ligner surdej, som en kvinde tog og blandede i tre mål hvedemel, indtil det hele var syrnet.”

Disse lignelser minder os om, at Guds værk ofte begynder i det små, i det skjulte, i det, der synes ubetydeligt. Men med tiden, med tålmodighed og med Guds kraft, vokser det og spreder sig, indtil det forvandler alt. Sennepsfrøet bliver en stor busk, der giver ly til himlens fugle. Surdejen gennemsyrer hele dejen og får den til at hæve.

Første læsning fra Jeremias taler derimod om et folk, der ikke lyttede, et folk, der blev som en rådden lændeklæde, ”god for intet.” Gud havde ønsket, at Israel skulle klæbe sig til ham, ”at være mit folk, mit ry, min pris, min skønhed.” Men de lyttede ikke. Denne kontrast er slående: Guds ønske om liv og vækst, som sennepsfrøet, møder menneskets stædighed og ulydighed, som fører til forfald.

Men selv i Jeremias' hårde ord er der en underliggende længsel fra Gud, en længsel efter at hans folk skal klæbe sig til ham. Han ønsker, at vi skal være som det levende sennepsfrø, ikke den rådne lændeklæde. Han ønsker, at vi skal være som surdejen, der forvandler det hele, ikke det, der stædigt nægter at blive forvandlet.

Vi mindes i dag Benjamin Vo, seks uger efter hans bortgang. Benjamins liv var kort, men det var ikke ubetydeligt. Hans familie fortæller, hvordan han elskede at rejse med sin familie – hans ”perfekte fire” – og opleve verden, fra Beijing til Vatikanet. Han var en dreng, der åbnede sig for verden, en dreng, der voksede og blomstrede i den kærlighed, han fik. Ligesom sennepsfrøet, der vokser op og bliver en stor busk, så voksede Benjamins ånd og gav ly og glæde til dem omkring ham. Hans liv var som en surdej, der spredte glæde og nysgerrighed i sin familie. Det var ikke en rådden lændeklæde, men et levende vidnesbyrd om Guds skønhed.

Kære Alan og Thao, kære Ryan, og alle jer, der elskede Benjamin. Jeres sorg er dyb, og det kan føles som om, noget dyrebart er rådnet og gået tabt. Men husk på Jesu lignelser. Guds rige vokser i det skjulte. Benjamins liv var som et sennepsfrø, der er sået i jeres hjerter, og selvom han ikke længere er fysisk iblandt os, vil den kærlighed og glæde, han bragte, fortsat vokse og give skygge og trøst. Hans ånd fortsætter med at syrne jeres liv med håb og minder, ligesom surdejen forvandler dejen. Han er nu i Guds favn, fuldt ud en del af det himmelske rige, hvor alt vokser til fuldkommenhed.

Må I finde trøst i at vide, at Benjamin er tættere på Gud end nogensinde før. Må I føle jer holdt af Gud, og må I finde styrke til at fortsætte, især for Ryan, der fortsat bærer sin brors ånd med sig. For alle jer, der lytter med, især andre børn, der lider, og familier, der bærer et tungt kors: I er set, I er elsket, og Guds rige vokser i jer, selv i det små. Lad os åbne vore hjerter for Guds ord, så vi kan være den frugtbare jord, hvor hans rige kan vokse og bære frugt. Amen.