Fest for apostlen Jakob

Kære brødre og søstre i Kristus,

Dagens evangelium præsenterer os for en bemærkelsesværdig scene. Zebedæussønnernes mor kommer til Jesus med sine sønner, Jakob og Johannes, og beder om en særlig plads for dem i hans rige: ”Byd, at disse to sønner af mig må sidde den ene ved din højre og den anden ved din venstre side i dit rige.” Jesus svarer dem: ”I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?” De svarer: ”Det kan vi.”

Dette er en dyb samtale om tjeneste og offer. Jesus taler om at drikke et bæger, der symboliserer lidelse og selvopofrelse. Han siger: ”Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som løsepenge for mange.” Dette er kernen i kristen discipelskab: at tjene, ikke at blive tjent; at give, ikke at tage.

Første læsning fra Andet Korintherbrev understreger dette budskab med stor kraft. Apostlen Paulus skriver: ”Vi har denne skat i lerkrukker, for at den overvældende kraft skal være fra Gud og ikke fra os.” Vi er skrøbelige, som lerkrukker, men vi bærer en uvurderlig skat – Kristi liv. Paulus fortsætter: ”Vi er trængt på alle måder, men ikke stækket; rådvilde, men ikke fortvivlede; forfulgte, men ikke forladt; slået ned, men ikke ødelagt.” Han taler om at bære Jesu død i kroppen, for at Jesu liv også kan åbenbares i os. Det er et paradoks: i vores svaghed, i vores lidelser, åbenbares Guds styrke og liv.

I dag, seks uger efter hans bortgang, mindes vi Benjamin Vo. Ben var en dreng, hvis ånd var præget af en bemærkelsesværdig beslutsomhed. Hans familie fortæller, at han troede på, at ”det at prøve er alt, der betyder noget.” Om det var på badmintonbanen eller til basketball-udtagelse, gav han alt, hvad han havde. Denne ukuelige ånd, denne vilje til at prøve og give sit bedste, selv i modgang, er et glimt af den skat, Paulus taler om – Guds kraft, der virker i os, selv i vores skrøbelighed. Benjamins liv, selvom det var kort, var et vidnesbyrd om en sjæl, der ikke lod sig stække, men fortsatte med at give og prøve, og derved åbenbarede en indre styrke, der var større end ham selv. Han bar sin skat i en lerkrukke, og den skat var hans ånd, hans vilje, hans kærlighed.

Kære Alan og Thao, kære Ryan, og alle jer, der elskede Benjamin. I har oplevet en ufattelig sorg, et tab der føles som at være slået ned. Men Paulus minder os om, at vi er ”slået ned, men ikke ødelagt.” Guds kraft er med jer, selv i jeres dybeste smerte. Benjamins beslutsomhed og hans vilje til at give sit bedste er et smukt minde om, at livet, selv når det er kort, kan være fyldt med Guds nåde. Han har drukket sit bæger, og nu hviler han i Kristi evige rige, hvor hans liv er fuldendt i Guds nærvær.

Må I finde trøst i at vide, at Benjamin nu er i Guds favn, hvor der er fuldkommen fred og glæde. Må I føle jer holdt af Gud, og må I finde styrke til at fortsætte, især for Ryan, der bærer sin brors ånd med sig. Måtte I alle, der lytter med, især andre børn, der lider, og familier, der bærer et tungt kors: I er set, I er elsket, og Guds overvældende kraft er med jer. Lad os mindes, at vi bærer en skat i lerkrukker, og at denne skat er Kristi liv, som giver os håb og styrke til at tjene og elske, ligesom Jesus. Amen.